Om det at gå i hundene

“Forbundne arters manifest” er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som “The Companion Species Manifesto” er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag.

Forbundne arters manifest | Forlaget MindspaceDonna Haraway
Forbundne arters manifest: Hunde, folk og signifikant andenhed
Forlaget Mindspace, 2021

 

 

 

 

 

 

 

16. maj, 2021

Forbundne arters manifest er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som The Companion Species Manifesto er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag. På denne måde spænder Haraways tekst alt fra dagbogsoptegnelser over hendes komplekse forhold til hunden Cayenne til kommentarer omkring hundeagilitysporten, racehistorier og international hundeadoption, fra teoretiske forsøg på at begribe såkaldt “biosocialitet” og “signifikant andenhed” til poetiske blomster omkring den koreografiske “værensdans” mellem radikalt forskellige og alligevel dybt forbundne væsener, hvilket enhver kæledyrsejer kan siges at deltage i. Haraway kan være både udfordrende, irriterende og uklar at læse, men et uinteressant bekendtskab er hun aldrig; det kan denne tekst netop læses som en ’manifest’ bevis på.

Donna Haraway er særligt kendt som en tænker, der igennem årtier har gjort os opmærksomme på, hvordan virkeligheden selv overskrider ellers gængse modsætninger og kategoriseringer såsom skellet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige eller kultur og natur. I forhold til spørgsmål omkring naturvidenskab, teknologi og nyere forståelser af, hvad det vil sige at være menneske, brød Haraway især igennem med Et cyborgmanifest — et eksperimenterende skrift af både poetisk, videnskabelig og politisk karakter, som første gang blev udgivet i 1985, og som Forlaget Mindspace, der står for denne nye udgivelse, også stod for at oversætte til dansk i 2020. Som det ligger i titlen, er der en direkte forbindelse mellem denne klassiker og Forbundne arters manifest, som trækker på samme form for ‘kategorioverskridelsernes kunst’. At tænke på tværs af etablerede grænser er netop dét, som Haraway excellerer i.

Det er værd at bemærke, at oversætter Merete Pryds Helle ikke har valgt at oversætte værket til Ledsagerarternes manifest eller Følgearternes manifest, hvilket ellers ville være mere oplagte titeloversættelser. Med den valgte titel understreges det imidlertid, at ‘forbundne arter’ eller “companion species” er et mere vidtrækkende udtryk end dét, som vi normalt forstår ved ‘ledsagerdyr’, da det sidste først og fremmest konnoterer, at mennesket har valgt et dyr til at opfylde et bestemt formål. Som Haraway på vanligt provokerende vis skriver, gør et sådant perspektiv på f.eks. hundes forhold til mennesker førstnævnte til blot et værktøj for vores tilfredsstillelse, “en hundekroppet version af onani” (s. 51). At arter er forbundne, betyder, at forbindelser hele tiden går begge veje. Men det betyder omvendt ikke, at Haraway forestiller sig nogen højere enhed mellem menneske og dyr (eller dyr og dyr), da der kun er tale om partielle forbindelser på baggrund af en såkaldt “signifikant andenhed”; en gensidig fremmedgørelse, som sætter rammerne for den dybe forundring, som vi kan opleve i det kærlige møde med et væsen, som kan være os så nær, og som alligevel lever i sin helt egen verden (s. 19).

Både cyborger og forbundne arter kan dermed siges, som Haraway påpeger, at bringe det menneskelige og ikke-menneskelige sammen på uforudsigelige måder. Dette gør sig især gældende i forhold til ‘Frøken Cayenne Pepper’, hendes australske hyrdehund, som Haraway engagerer sig i kommunikationshandlinger med, som hverken Cayenne eller Haraway selv helt forstår. Den underliggende poetik og det etiske ansvar i alt dette ligger i, at der på trods af disse barrierer alligevel kan siges at opstå noget, som Haraway vil gå med til at kalde for ‘kærlighed’, selvom hun distancerer det fra enhver romantisk forestilling om ubetinget kærlighed. Med en vis ironisk distance skriver hun således om forholdet til Cayenne: “Signifikant anden til hinanden, i specifik forskellighed, er vi tegn i kød på en modbydelig udviklingsinfektion, der kaldes kærlighed” (s. 9). ‘Modbydelig’ eller ej, ville Haraway i hvert fald ikke være det foruden.

En artsmæssig interpellation

Det er også sådanne partielle forbindelser, der hele tiden skaber og omformer, hvad Haraway kalder for ‘naturkulturer’, og som altid eksisterer uden et fast grundlag. Det er inden for sådanne naturkulturer, at vi samtidig udsættes for en såkaldt artsmæssig interpellation, der er et udtryk, som Haraway låner fra den franske filosof Louis Althusser. Vi bliver nemlig “råbt an” af dyrene, ligesom en borger råbes an og dermed identificeres som individ af autoriteter, for at holde os til ansvar for den levevis, både de og må lever i, og som vi i høj grad selv former (s. 33). Dermed betoner Haraway tydeligvis også en etisk dimension i enhver levevis, hvori der indgår forbundne arter — i hvert fald når vi som mennesker er én af de forbundne led. Men hvilke etiske implikationer kan udledes af dette ‘anråb’? Hvad bør der gøres? På dette punkt er Haraway forbavsende tavs, og det er bemærkelsesværdigt, at hun stort set ikke refererer til nutidig dyreetik, hvor der ellers findes mange forskellige svar på de spørgsmål. Samtidig er det besynderligt, at hun anvender Althussers kritiske udtryk om interpellation, som ikke indeholder denne etiske dimension men derimod skal gøre os opmærksom på magt og undertrykkelse.

Uanset er det klart, at manifestet ikke bare handler om mennesker, da forbundne arter er et langt mere vidtrækkende begreb, der kan siges at dække alle mulige forbindelser mellem levende væsener, hvad enten de er pattedyr, planter eller bakterier. Ud fra et personligt perspektiv er Haraways hovedfokus imidlertid forbindelserne mellem hunde og mennesker, hvilket kan være lidt svært at sætte sig helt ind i, hvis man ikke selv er hundeejer, selvom det er dybt fascinerende. I den forbindelse går Haraway også historisk til værks og diskuterer den udbredte idé om, at hunden var det første domesticerede dyr og dermed et omdrejningspunkt for det gennembrud, der lå i, at mennesket langsomt fandt ud af at bruge ‘levende værktøj’. Den seneste forskning peger således på, at hunde for første gang dukkede op i Østasien for mellem 50.000 og 15.000 år siden og udvikledes som art i tæt kontakt med mennesker lige fra starten af. Det utal af hunderacer, der findes i dag, er dermed også i høj grad et menneskeligt produkt.

Den tætte koordination samt kontakt mellem hunde og mennesker finder Haraway et særligt udtryk for i hundeagilitysporten, som først blev udviklet i London og derefter langsomt har spredt sig til resten af verden. En sådan sport og tilhørende subkultur, hvor der igen og igen trænes op til en skarpt ‘koreograferet’ dans mellem hunde og mennesker igennem forskellige slags øvelser og forhindringer, som hundene skal igennem, er nemlig både et eksempel på den ekstreme kontrol, som mennesker kan få med hunde, og på den tillidsfulde relation, som samtidig udvikles. Modsat mennesker har hunde altså ikke noget imod at leve i en ekstrem form for ‘overvågningssamfund’, hvor alt i deres tilværelse kontrolleres og monitoreres. Igen forsøger Haraway ikke at romantisere dette som om, at et sådant forhold kan føre til en halvspirituel enhed mellem menneske og dyr. Alligevel er det dog som om, at hendes poetiske sans engang imellem løber af med hende, som når hun skriver, at det handler om “at kunne indgå i en fælles værensdans, der avler respekt og respons i købet, i løbet, på banen” (s. 109).

Hvordan er det at være hund?

Hunderacer såsom pyreneerhunde og australske hyrdehunde, som Haraway dedikerer hvert sit kapitel til, er imidlertid også en slags kategorier, der sætter lidt for skarpe grænser op til Haraways smag. Derfor har hun ikke overraskende et særskilt fokus på de ‘uregistrerede’ og blandede racer af hunde, som hver især kan siges at befinde sig i “sin egen kategori” (s. 153). Det gælder især de såkaldte satoer, som i Puerto Rico er slang for gadehunde, og som ifølge Haraway lever på samfundets yderste grænser på samme måde, som hjemløse mennesker kan siges at gøre det i moderne samfund. Denne omsorg for de ‘urene’ fortæller dermed meget om Haraways konstante ubehag ved vores distinktioner, kategoriseringer og opdelinger. Det er ikke fordi, at en mangel på grænser løser alt, men enhver distinktion medfører sin egen etiske vold.

Ifølge Haraway må vi derfor i vores forhold til hunde og andre forbundne arter igen og igen stille spørgsmålet om, hvem der egentlig er ‘hjemme’ hos den anden — og ikke tro, at vi har besvaret et sådant spørgsmål ved f.eks. at kategorisere denne racemæssigt. Med en parafrase af den amerikanske filosof Thomas Nagels berømte spørgsmål om, ‘hvordan det er at være en flagermus’, må vi hele tiden stille os spørgsmålet: hvordan er det egentlig at være hund? Med klar inspiration fra science fiction-sprog opfordrer Haraway os således til at konfrontere dét, at hunde og andre arter på trods af deres forbindelser til os alligevel synes at leve i helt “andre verdener” (s. 64). Om end Haraway stiller flere forvirrende og uklare spørgsmål, end hun besvarer, gør dette i sig selv Forbundne arters manifest stadig foruroligende relevant.