Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Republikanisme og massepolitikkens fødsel
 

Republikanisme og massepolitikkens fødsel

23.03.2021

af Andreas Beyer Gregersen

Den franske revolution siges nogle gange at være revolutionen over alle revolutioner, men alligevel er der meget af den politiske tænkning fra denne turbulente periode, som stadig mangler at blive udforsket nærmere. For hvad er egentlig den franske revolutions ’arv’ til os i dag med hensyn til de idéer og forestillinger om moderne politik og særligt republikanisme, som blev udviklet af de politiske aktører på den tid? Og hvilken relevans har diskussionerne fra dengang for over 200 år siden på, hvordan vi organiserer og tænker om politik i nutiden? Dette arbejder idéhistoriker Nicolai von Eggers med at belyse i et bogprojekt om fransk revolutionær tænkning og de måder, hvorpå republikanisme blev udtænkt og diskuteret på i disse år. Turbulens har mødt von Eggers til en samtale om den franske revolutions politiske idéer – idéer, der stadig er yderst relevante for nutidens diskussioner om f.eks. repræsentation, borgerskab og demokrati. 

Du er lige nu ansat som postdoc på Aarhus Universitet, men samtidig skal du snart starte på en ny stilling på KU. Kan du give et overblik over, hvad det er, som du arbejder med forskningsmæssigt for tiden, og hvad dine fremtidige planer er i den forbindelse?  

Jeg arbejder lige nu med den franske og den haitianske revolution samt politisk tænkning under disse to revolutioner. Tidligere har min forskning især drejet sig om forskellige former for republikanisme i midt- og venstrefløjspolitik, men i mit nuværende projekt fokuserer jeg også på højrefløjen under den franske revolution. Fremadrettet skal jeg starte på Københavns Universitet på et forskningsprojekt sammen med Mogens Pelt, som handler om hvordan republikanisme udvikler sig efter den franske revolution – særligt i forbindelse med den græske revolution og selvstændighedskamp i løbet af 1820’erne. Samtidig undersøger vi, hvordan den græske revolution blev forstået og diskuteret andre steder i Europa med hensyn til den bølge af europæiske revolutioner, som finder sted i første halvdel af 1800-tallet. 

Fokus i dette interview er det bogmanuskript, som du arbejder på lige nu under titlen “The Birth of Popular Politics: Republicanism and Political Theory in the French Revolution” – vil du starte med at fortælle, hvad der ligger i selve denne titel?

Man kan sige, at der er tre elementer på spil i titlen – ’popular politics’ eller massepolitik, republikanisme og politisk tænkning. Med hensyn til førstnævnte argumenterer jeg igennem bogen for, at massepolitik på sin vis opstår med den franske revolution, og bogen fokuserer på, hvordan man begynder at gentænke og nytænke politik på den baggrund; at det ikke blot er en elite men folket i lidt bredere forstand, der begynder at tage del i politik på forskellige måder. Det foregår blandt andet igennem store demonstrationer samt valghandlinger med almen stemmeret for mænd. Valg betyder på dette tidspunkt ikke, at man går ned i en stemmeboks og sætter sit kryds, men at man mødes til såkaldte ’primærforsamlinger’, hvor man udpeger personer i forskellige dele af Frankrig til igen at mødes i en ny forsamling, der udpeger dem, der endeligt skal sidde i Nationalforsamlingen. Derudover opstår der politiske klubber, som er forløbere for de moderne partier, om end de fungerer lidt anderledes. Journalistik udbredes også med aviser og pamfletter. Censuren afskaffes de facto allerede i 1789, selvom det bliver både genindført og afskaffet igen senere. Vi ser derfor en kæmpe opblomstring af den offentlige debat. Frankrig går fra at have 2-3 aviser i starten af 1789 til at have flere hundrede et år senere. Mit fokus i bogen er, hvordan alt dette hænger sammen med den politiske tænkning i tiden – hvordan de franske revolutionære begynder enten at udvikle nye begreber eller bruge eksisterende begreber i en ny betydning til både at forstå, legitimere og kritisere den fremvoksende massepolitik. Tag for eksempel begrebet ’repræsentation’. Som Jean-Jacques Rousseau også er inde på, er repræsentation på mange måder et aristokratisk eller feudalt begreb; at der er f.eks. en greve eller lensherre, som ’naturligt’ repræsenterer et område og dets indbyggere. Men under den franske revolution får dette en ny betydning, idet man begynder at betone nødvendigheden af en mere direkte og gensidig forbindelse mellem repræsentanter og de repræsenterede.  

Så den politiske teori på tværs af hele det politiske spektrum forandres med massepolitikkens fremkomst. Det gælder især i forhold til republikansk tænkning, da selve den franske republik grundlægges med den franske revolution. Frankrig har en stærk republikansk tradition frem til i dag, og den franske revolution er interessant i den forbindelse, fordi den omfortolker denne tradition ved at bruge dens sprog og politikopfattelse til at forstå, hvad der foregår, og finde på nye idéer for, hvordan man bør indrette det politiske system. Dele af den republikanske tradition går tilbage til Romerriget men udvikles også under Renæssancen med tænkere som Niccolò Machiavelli og senere i Frankrig udbredes den af især Charles-Louis de Secondat Montesquieu, Gabirle Bonnot de Mably og Jean-Jacques Rousseau. De franske revolutionære trækker på disse idéer men i en anden kontekst, som jeg altså undersøger med særligt fokus på den nye massepolitik. 

I hvor høj grad vil du sige, at fransk revolutionær tænkning drejer sig om at udvikle og karakterisere et nyt republikansk projekt? 

I ekstrem høj grad. Da den franske revolution bryder ud, er det kun de allermest radikale, der vil betegne sig selv som ’republikanere’. For det første er alle i starten stort set enige om, at Frankrig er et monarki, og at kongen har en væsentlig plads. Men kongen bliver mere og mere upopulær i løbet af den franske revolution, så flere begynder at forestille sig Frankrig som en egentlig republik. Baggrunden for dette er blandt andet, at alle republikanere i tidlig moderne tid før den franske revolution mere eller mindre accepterede, at det er umuligt at have en republik i et stort land. Republikanisme handler nemlig om borgerskab, og om at borgerne tager aktiv del i både at administrere staten og bestemme lovene. I selv de etablerede republikker på denne tid – som i Schweiz, Holland og Venedig – var det heller ikke særlig mange, der talte som borgere. Det ville typisk være ejendomsbesiddere i byerne og et etableret aristokrati. I større lande end f.eks. Schweiz og Holland tænkte man dog, at det var alt for upraktisk med et sådant aktivt borgerskab – folk kan eksempelvis ikke mødes på grund af store afstande. En kerneidé i republikansk tænkning i denne periode er også idéen om militsen; at det er borgerne, som selv udgør politiet og sørger for med egne våben, at lovene overholdes, og at staten beskyttes mod fjender. Især Machiavelli var meget mod lejesoldater, fordi han mente, at det korrumpede en republik, hvor borgerne selv skulle tage ejerskab for at forsvare staten. Så dét overhovedet at forestille sig, at et kæmpestort land som Frankrig kunne blive en republik, var en nærmest umulig tanke. Frankrig var på det tidspunkt den mest magtfulde og folkerige stat i den vestlige verden med ca. 28 millioner mennesker i 1789. Så det er først i løbet af revolutionen, at man begynder at tænke: Hvad nu hvis vi skaffer os af med kongen? Hvad nu hvis Frankrig kunne være en republik, hvor borgerne deltager aktivt i forhold til at bestemme lovene samt bidrager til lov og orden i deres nabolag og organiserer en hær bygget op omkring borgerskab frem for nedarvede privilegier? Hvordan skal sådan en politisk orden helt konkret tage sig ud?

Du har allerede nævnt ’massepolitik’ som et særligt kendetegn ved den franske revolution. I bogmanuskriptet skelner du mellem tre former for republikansk tænkning, som hver især giver sit eget svar på, hvordan den nye massepolitik bør foregå – repræsentativ, radikal og jakobinsk republikanisme. Hvad er de primære forskelle mellem de tre former for republikanisme? 

Et andet element ved republikansk tænkning udover aktivt borgerskab er idéen om blandede forfatninger, hvormed magten deles mere op, og almindelige borgere også får direkte magt. I Romerriget var det sidstnævnte de såkaldte ’folketribuner’, der både fungerede som en art domstole og samtidig som lovgivere. Et tredje element er modstillingen mellem dyd og korruption som modsatrettede størrelser. Dyd forstås i den kristne tradition oftest som en mere moralsk kategori, men i den republikanske tradition betyder dyd eller ’virtù’, at man handler med henblik på det fælles bedste. Dette sigter Rousseau også til med sit begreb om ’volonté générale’ eller almenviljen. Korruption er modbegrebet til dette, da det betegner den slags handlinger, hvor man kun varetager sine private eller partikulære interesser. Udover de to tidligere nævnte elementer er det dermed vigtigt, at et politisk system også opfordrer til dyd og bekæmper korruption. Grunden til at partier ikke spiller en stor rolle i den republikanske tradition – og enhver partidannelse mødes med skepsis – er, at partier er ’interessegrupper,’ som tager vare på partikulære interesser og ikke som sådan på det fælles bedste.

I bogen argumenterer jeg for, at der er tre måder, hvorpå man forsøger at implementere republikanisme under den franske revolution. Den første er repræsentativ republikanisme udviklet af tænkere som Emmanuel-Joseph Sieyès og Nicolas de Condorcet, der hver især er store tænkere i deres egen ret. For dem ligger magten i Nationalforsamlingen. Grundidéen er således, at folket stemmer på en række repræsentanter, som overlades med magten til og ansvaret for at handle for det fælles bedste. Måden, hvorpå man sikrer dette, er så, at det forventes at være veluddannede og kompetente folk, der vælges til at administrere statens anliggender. De repræsentative republikanere er derfor meget optaget af videnskab og særligt socialvidenskab i forhold til at forstå lovene og menneskelige fællesskaber. Sieyès bliver endda ofte anset som den første sociolog. De trækker samtidig også på den politiske økonomi, som den blev udviklet i løbet af 1700-tallet med fokus på frihandel og udvidet privat ejendomsret. Både Sieyès og Condorcet har derudover blik for, at en lille gruppe af mennesker kan tendere til kun at gå op i deres egne interesser, så derfor har man brug for en vis rotation blandt repræsentanterne. Valghandlingen spiller i den forbindelse en væsentlig rolle, og for de franske revolutionære forestillede man sig endda valg hvert år eller hver andet år. Grunden til at man ønskede almen valgret for mænd – og Condorcet var også fortaler for valgret til kvinder – var ikke, at folkets vilje er suveræn, og at man skulle rette sig efter folkets vilje. Den almene valgret er udelukkende til for at bekæmpe korruption forstået som at benytte det politiske system til at varetage særinteresser. Folkets idéer og ønsker er i den forstand underordnede – det er de professionelle, veluddannede repræsentanter, som har studeret politisk økonomi, der ved, hvad der er til det fælles bedste. I denne form for republikanisme er det altså repræsentanterne, der på en måde er suveræne og tager de politiske beslutninger, som så føres ud i livet af et professionelt embedsapparat.  

Maleri af Jacques-Louis David (1748-1825). “Le Serment du Jeu de Paume, le 10 juin 1789” (“Boldbane-eden, 10. juni 1789”). Paris, Musée Carnavalet.

Hvis vi ser på radikal eller ’folkelig’ republikanisme, så ligger den suveræne magt her i primærforsamlingerne og ikke i nationalforsamlingen. Idealet er således et ekstremt udbygget rådsdemokrati, hvor hver eneste bydel og hvert eneste område af Frankrig har sit eget råd med en høj grad af lovgivende og udøvende magt. Det foregår ved, at hver råd skal vælge en delegeret, som de kalder for en ’mandataire’, eller på dansk ’mandatar’, som kan sendes til regionale forsamlinger, hvor der igen vælges nogle, der kan sendes til Nationalforsamlingen. Lovforslag fra Nationalforsamlingen sendes så tilbage til de lokale råd, der kan stemme ja eller nej til hver enkelt lovforslag. Samtidig skal disse råd være deliberative institutioner, hvor man kan diskutere for og imod forskellige lovforslag samt bruge medier til at forklare, hvorfor man har stemt, som har gjort, i en større offentlig samtale. Helt konkret var der i Paris ca. 60 valgdistrikter på denne tid med hver deres forsamling – i en by som Paris med ca. 600.000 indbyggere betød det, at der var omkring 10.000 indbyggere i hvert distrikt. Foruden at diskutere og ratificere love forestillede radikale republikanere sig, at disse forsamlinger også skulle sørge for administration og politi inden for det territorium, som distriktet dækkede. Hvert enkelt distrikt skulle altså stå for at implementere og håndhæve de love, som blev vedtaget nationalt – et ansvar for alt fra gadebelysning til anholdelse af kriminelle, fra rengøring til vedligehold af områder. ’Self-policing’ med andre ord.

I forhold til den lovskabende proces argumenterede radikale republikanere for imperative eller bundne mandater frem for repræsentative eller frie mandater. Mandataren (den delegerede), som vælges til en nationalforsamling, er ikke fri til bare at vælge, hvad personen har lyst til, da personen er bundet af sin primærforsamling (i modsætning til hvad vi kender fra vores politiske system i dag, hvor mandater er frie til at følge deres egne overbevisninger, når først de er valgt). Derfor advokerede man også for en tilbagekaldelsesfunktion; at hvis mandataren tog en beslutning, som primærforsamlingen ikke var enig i, skulle de kunne fratage den delegerede sit mandat. De radikale republikanere argumenterer nemlig for, at repræsentanter hele tiden vil have en tendens til korruption, at tage vare på egne interesser. Det er derfor vigtigt for dem, at der er et folkeligt pres på mandatarerne, og at de frygter repressalier, hvis de ikke følger de beslutninger, som primærforsamlingen har vedtaget. Nogle radikale republikanere udviklede endda idéer om en særlig retsinstans, som skal kunne straffe mandatarer efter særlige regler, hvis de bryder med forbindelsen til deres primærforsamling eller på anden vis handler i modstrid mod det fælles bedste (igen i modsætning til i dag, hvor f.eks. Folketingens medlemmer har immunitet).

Og hvordan adskiller den tredje model sig fra de to andre? 

Den tredje jakobinske model kan siges at befinde sig et sted midt imellem som et slags kompromis mellem repræsentativ og radikal republikanisme, der ellers er antiteser til hinanden. Jakobinerklubben har en kompliceret historie under den franske revolution, men når ’jakobinere’ bruges som udtryk, henviser det oftest til en fase fra slutningen af 1792 til sommeren 1794, hvor nogle af deres væsentligste ledere er Maximilien Robespierre og Louis de Saint-Just. På den ene side argumenterer jakobinerne for, at det er folk valgt til Nationalforsamlingen, som repræsenterer Frankrig og bør bestemme lovene – altså meget lig repræsentativ republikanisme. Men samtidig er de også fortalere for en udvidet rolle til de politiske klubber, demonstrationer og i det hele taget udenomsparlamentarisk aktivitet. Folkelige opstande og demonstrationer får dermed en høj grad af legitimitet og bliver anset som nødvendige for at udøve pres på parlamentsmedlemmer og et embedsværk, som ellers kan have en naturlig tendens til korruption, dvs. til at forfølge private og partikulære interesser. Robespierre, som var én af de ledende jakobinere, fremsatte en rettighedserklæring i 1793, hvor ’retten til modstand’ får en central rolle. Condorcet havde fremsat sit eget bud på en rettighedserklæring få måneder før, og denne inkluderede også en ret til modstand. Men for Condorcet handlede det primært om at give denne ret en ’mode légale’, en juridisk form, som betød, at det at gøre modstand skulle foregå på en ’retmæssig’ måde ved at indkalde til forsamlinger, indsende klageskrifter osv. Demonstrationer blev dermed anset som værende illegitime fra det perspektiv. Men Robespierre argumenterer direkte imod dette og argumenterer for, at det per definition er despotisme og tyranni, når man vil give retten til modstand en stringent juridisk, institutionel form. For Robespierre var det per definition den ekstra-parlamentariske aktivitet, som skulle sikre frihed og republikkens overlevelse.

Så alt i alt kan man sige, at ’politikkens rum’, som er et begreb, jeg bruger i bogen, er forskelligt alt efter hvilken form for republikanisme man orienterer sig efter. For den ene form for republikanisme er politikkens rum Nationalforsamlingen, hvor repræsentanter diskuterer og tager beslutninger; for den anden er det primærforsamlingerne; og endelig er det for den tredje særligt klubberne og hvad der ellers kan anses som bindeled mellem Nationalforsamlingen og folket.

Mange har hørt om nogle af de mere kendte tænkere fra den franske revolution såsom Maximilien Robespierre – er der nogle af de mindre kendte tænkere, som du vil fremhæve som ‘oversete’ men alligevel interessante fra et politisk-teoretisk perspektiv?

Alle kender Robespierre, men der er få, der faktisk har læst ham – så først vil jeg gerne anbefale at gøre det. F.eks. har forlaget Verso en udmærket udgave med nogle af hans taler oversat til engelsk. De to andre kendte tænkere fra revolutionen, som jeg allerede har nævnt, er Sieyès og Condorcet, som begge er mere klassiske politiske tænkere, fordi de skriver lange afhandlinger og gør det i et lærd sprog. Men det gør mange af de andre revolutionære ikke, fordi de er aktive i politik og skriver mere avisartikler, pamfletter, taler og så videre. De er til gengæld også ret interessante og gode tænkere, som forholder sig meget konkret til politiske spørgsmål, samtidig med at de i høj grad kan deres Rousseau og Montesquieu. Især den radikale republikanisme er ikke en position, man finder udfoldet i større værker men skal rekonstrueres ud fra aviser, mødereferater, pamfletter og taler. Nogle, som man selv godt kan læse uden at dykke alt for meget ned i arkiverne, er f.eks. Olympe de Gouges, der skrev en rettighedserklæring for kvinder. En anden kunne være Jean Varlet, som skrev meget radikale pamfletter under revolutionen, eller tekster som De Liges Manifest og Plebeiernes Manifest. Nogle af teksterne er oversat til dansk i bogen ”Den Franske Revolution,” som udkom på Slagmark for nogle år siden, og som jeg selv var med til at redigere. Men hvem man specifikt vil læse, afhænger selvfølgelig også af, hvilke interesser man har i forhold til de franske revolutionære tænkere.

Nogle gange siges det, at moderne tænkning om politik begynder med den franske revolution – at vi stadig ‘står i skyggen’ af lige præcis denne revolution. I hvor høj grad mener du, at det er rigtigt?

Det er svært at overvurdere, hvor væsentlig og banebrydende den franske revolution er – man kan sige, at moderne politik eksploderer næsten ud af ingenting med den. Selve venstre-højre spekteret opstår eksempelvis ud af en diskussion om, hvorvidt den franske konge bør have veto over lovgivningen. Nogle mener, at han ikke skal, da den lovgivende magt kun bør ligge i Nationalforsamlingen, mens andre mener, at han bør have et absolut veto, da kongen stadig er suveræn til en vis grad. Man ender så med et kompromis, hvor kongen har et veto to gange på lovforslag, men tredje gang gælder det ikke længere, så kongen kan om ikke andet forsinke processen. Dér, hvor folk sidder i Nationalforsamlingen i forhold til dette spørgsmål, er så delt mellem venstre og højre side – på højre side sidder dem, der mener, at kongen bør have veto, og på venstre side dem, der mener, at suveræniteten kun bør være hos Nationalforsamlingen. 

“Jeg har altid en skepsis, når folk siger, at noget er virkelig unikt. Men nu har jeg arbejdet med den franske revolution i ti år, og jeg er overbevist om, at det er et kæmpe brud i verdenshistorien”

De forskellige former for republikansk tænkning afspejler samtidig forskellige politikopfattelser, der også gør sig gældende i dag. Radikal republikanisme handler i høj grad om folkelig selvbestemmelse, mens den repræsentative republikanisme snarere anser politik som professionel administration. På højrefløjen dengang som i dag ser vi mere idéer om politik ud fra traditioner og privilegier, som man kæmper for. Under revolutionen argumenterer højrefløjstænkere særligt for, at det er vigtigt, at aristokrater stadig bør spille en væsentlig rolle pga. deres viden og erfaringer – men det er altså i et andet sprog end tidligere, hvor man ikke bare kan tage udgangspunkt i ’naturlige’ og overleverede privilegier men må tale ind i den nye massepolitiks kontekst. På den måde kan man overordnet sige, at dét, der opstår med den franske revolution, blandt andet er fremkomsten af vidt forskellige politikopfattelser, der stadig gør sig gældende i dag. 

I flere år har du også arbejdet du med politisk ontologi som en mere teoretisk bestræbelse på at forstå, hvad politik egentlig kan siges at være for en størrelse. Hvad vil du sige, at fransk revolutionær tænkning kan bidrage med i forhold til sådan noget som politisk ontologi?

Jeg arbejder med politisk ontologi på to forskellige måder. Den ene handler om forholdet mellem ontologi, læren om hvad der overhovedet er, og politik – det er således interessant at overveje forbindelser mellem opfattelser af, hvad der egentlig findes i verden, og så folks politiske position eller politiske uenigheder. Tag eksempelvis den moderne kønsdebat, hvor der er nogle, der vil sige, at der findes mange forskellige køn, som vi bør respektere. Men samtidig findes der også en modposition, der hævder, at der kun findes to køn, og at det må være vores udgangspunkt. Det er et ontologisk spørgsmål, hvor mange køn der faktisk findes og hvorfor. Det er imidlertid også et politisk spørgsmål, og man kan ikke sige, at politikken bestemmer ontologien eller omvendt, men de to ting flyder sammen. I forhold til den franske revolution nævnte jeg tidligere, at jeg også ser nærmere på højrefløjen under revolutionen, og en del af denne består i en genopblomstring af religiøs tænkning. De argumenterer for noget i retning af, at Gud findes, og at Bibelen er sand, så derfor er den franske revolution illegitim, eller derfor bør der i hvert fald gives en politisk rolle til præster og så videre. Men er det så fordi, at de er politisk uenige, at de udvikler en mere religiøs opfattelse af samfundet og verden, eller er det den anden vej rundt? 

Den anden måde, som jeg arbejder med politisk ontologi, er at undersøge, hvad politik overhovedet er for noget. De franske revolutionære er uenige om mange ting såsom kongens rolle, krigsførelse og ejendomsspørgsmål, men nogle af uenighederne handler altså også om forskelle i grundlæggende politikopfattelser. For venstreorienterede republikanere, som både tæller jakobinere og radikale republikanere, handler politik om folkets vilje, fordi folket er suverænen. Her er dyden central – det vil sige dét, at man altid handler med henblik på det fælles bedste. Politisk administration skal derfor i hænderne på folk, der først og fremmest er dydige. For repræsentative republikanere er politik noget helt andet, da det handler om den rationelle, videnskabelige administration af samfundet. Her er det vigtige kompetencer og ikke så meget dyd. Tværtimod forstås samfundet som en samling af private interesser, der skal balanceres gennem lovgivning men ellers have lov at udfolde sig. Man forventer og opfordrer faktisk folk til at være korrupte i deres private liv og overlader dyden til det politiske system. 

Tegning af François Gérard (1770-1837). “Le 10 août 1792” (“10. august 1792”). Paris, Musée de Louvre

Derudover fylder den franske revolution også en stor rolle for den yderste højrefløj i senere politisk tænkning. Den franske revolution bliver nemlig et symbol for alt, hvad der er gået galt i moderne tid. Men det, som jeg er særligt interesseret i, er, hvilken anderledes politikforståelse der så findes på den yderste højrefløj. Der er det interessant at se, at der begynder at opstå idéer om, at politik hverken er professionel administration eller demokratiske processor men fundamentalt set krig. Politik er én stamme eller gruppes krig mod en anden gruppe, hvor grupper defineres ud fra en art præ-politisk identitet såsom race eller nation. Det er derfor, at der også findes både indre og ydre fjender. Hvis folket f.eks. er det ariske folk, som det bliver for nazisterne, så er arierne ikke bare i krig mod ikke-ariere men også mod andre ariere, der ikke selv mobiliserer sig i kampen. Dette er ikke en opfattelse, som vi finder under den franske revolution, men hos kontrarevolutionære, der senere begynder at reflektere over revolutionen og dens betydning for moderne politik. Og det giver samtidig mening i forhold til at forstå, hvordan politik tænkes på den yderste højrefløj i dag. 

Jeg mener overordnet set, at politisk ontologi – spørgsmålet om forskellige opfattelser af, hvad der er, og hvad politik er – på den måde tilbyder et alternativ til meget af populisme-forskningen. Kritikken af populisme er ofte artikuleret fra en position, som befinder sig dybt indspundet i den repræsentative republikanske politikopfattelse; som et meritokratisk system af professionel administration centreret omkring et parlament og med den anonyme valghandling som den primære massepolitiske form. Fra den position er andre politikformer – som den radikale med sit fokus på ekstraparlamentarisk og direkte deltagelse samt den reaktionære med sit fokus på krigen og forsvaret for privilegier – dybest set irrationelle og uforståelige. Jeg mener i stedet, at vi må forsøge at forstå alternative politikopfattelser på deres egne præmisser i stedet for at gribe til denne lidt reduktive kategori ’populisme’. Det må vi gøre for at forstå, hvad det er, der foregår i dag, og hvori denne ’demokratiets krise’ består. Og det er her, at jeg mener, at studiet af den franske revolution kan hjælpe os – ikke bare fordi mange af problematikkerne har deres rødder der, men også fordi det var en periode, hvor disse problemer virkelig blev sat på spidsen.

Hvor unik er den franske revolution egentlig? Kan den nogensinde ’gentages’?

Jeg har altid en skepsis, når folk siger, at noget er virkelig unikt. Men nu har jeg arbejdet med den franske revolution i ti år, og jeg er overbevist om, at det er et kæmpe brud i verdenshistorien, som berører stort alle i den eksisterende verden. Man begynder at skulle forholde sig til, hvad det egentlig vil sige at være et menneske i et samfund, hvad et politisk system er, og hvem der har retten til at bestemme. Folk begynder at tænke sig selv som borgere frem for subjekter. Den ’gamle’ verden er på sin vis faldet fra hinanden uden at en ny verden har vist sig helt klart endnu.