1.1.2006
1. Ind i litteraturen
I begyndelsen af 1970’erne kom tyrkerne ind i Danmark – som fremmedarbejdere. Senere blev de gjort til gæstearbejdere, for gæster tager hjem. Men de blev. Herefter gik kampen i gang om, hvad de så skulle være: en etnisk gruppe, muslimer, en socialklasse eller bare den Anden. Enten var de den Anden, der på hegelsk vis skal ophæves, for at vi kan være den Ene, eller også var de den Anden, der på eksotisk vis forbliver uassimilerbar i sin Andethed.
Orientaliseret blev de under alle omstændigheder.
Således kom tyrkerne sprogligt set ind i det danske samfund, i velfærdsstaten, i nationalstaten, i debatten, arbejdslivet og arbejderklassen, i fagbevægelsen og ind i skolen. Snart skal de ind på plejehjemmene. De var længe usynlige, men nu kan de ses: i gadebilledet, busser, forstæder og forretninger. Men hvorfor kom de ikke ind i dansk litteratur? De er repræsenteret i Folketinget, men ikke i digtningen. Der ses dagligt tyrkisk tv i Danmark. SHOW og atv strømmer ind i stuerne. Men i danske romaner.
Hvad ville der være sket, hvis det danske samfund havde lukket sig ligeså meget som dansk litteratur? Man talte engang om ”the society of the poem”; er digt er som et samfund. Men dansk lyrik er ikke som samfundet. Er dansk digtning en tyrkerfri negation? Næsten. Der er jo visse tekster skrevet af tyrkere (f.eks.Meryem Sert, Saglanmak Meliha), og der er Matthews’ Hality.
Hvorfor har dansk litteratur ikke sat indvandringen under debat? Hvorfor har dansk litteratur ikke afspejlet virkeligheden? Da vel ikke, fordi litteratur ikke er mimesis? Eller fordi danske digtere kun vil repræsentere det ægte danske?
Deutschkei findes og dermed en omfattende Ausländerliteratur på tysk og tyrkisk i Tyskland. 2.3 millioner er der. Og vi skal jo heller ikke glemme, at Goethe var af tyrkisk afstamning, hvad tysk marchmusik også er. Med det tyrkiske i tysk tales der om opkomsten af et transnationalt, tyrkisk civilsamfund, der hverken er Tyrkiet eller Tyskland. Hybriderne, der hverken er danske eller tyrkiske, burde ifølge postkolonial teori være avantgarden. Men er de her hos os? Jeg har aldrig mødt en tyrker på danskstudiet. Er det studium også tyrkerfrit?
Hvorfor er der tyrkere i dansk kultur, men ikke i dansk litteratur? De har været der en lille smule: hos Grundtvig, Carsten Hauch, Christian Richardt og Holger Drachmann. Og hunden hos Gustav Wied hedder ”Tyrk”, som Jens Hougaard har skrevet om (Hougaard, 1997). Christian Richardt har et længere fortællende digt: ”Bosporos: Blade af Constantinopels Krønike”. Det fortæller historien og slutter med ”Seklerne vandred;/ endnu ejer Tyrken/ Bosporos’ Dør.” Og slutter: ”Som i Kaserne/Islamiten lever, kun som i Lejr”. Richardt fornemmede nye tider og imperiets fald.
Men tyrkerne har jo slet ikke spillet den rolle, som orientalismen har i den danske forestilling. I vort mest nationale skuespil, Aladdin, iscenesættes vi som arabere, for at vi ikke skulle ligne tyskere. Således har Elisabeth Oxfeldt netop beskrevet det i en ny fremragende bog: Nordic Orientalism. Skrevet i udlændighed i USA.
I en vis form for litteraturhistorie kan vi tale om, at flere og flere grupper bliver repræsenteret i litteraturen. Den mest berømte bog om denne løbende repræsentation af mennesker i litteraturen hedder Mimesis. Og den blev skrevet af Erich Auerbach i Istanbul.
Først var det konger og dronninger som hos Shakespeare. Herremænd hos Holberg. Fiskere hos Ewald. Studenterne hos Hostrup. Borgere i romanerne. Bønder fra Grundtvig til Aakjær. Bøsser hos Bang. Arbejdere hos Nexø og Herdal. Kvinder hos kvinder. I litteraturen blev grupper eller klasser individualiseret. Og først som individer kan vi forholde os til andre. Litteraturen generaliserer ikke; det gør alt og alle andre, og vi ved, vi ikke må, men vi kan ikke andet, når de ikke er i litteraturen. Hvor er tyrken som individ i romanen? Uden tyrkere i romaner, er tyrken en gruppe. Staten etnificerer; den kan ikke andet. Den ser jo samfundet fra sit eget synspunkt, og den ser ikke individer. Litteraturen afetnificerer eller individualiserer.
Da der ikke var tyrkere i Danmark; da de var en fantasi, var de med i litteraturen. Da der var tyrkere i Danmark; da de ikke var fantasi, forsvandt de fra litteraturen.
2. Mimesis
Den vigtigste genre i dansk litteratur er for tiden den politiske roman: tekster som Hans Mortensens De fantastiske fire eller som Poul Nyrup Rasmussens selvbiografi. Heri repræsenteres tyrkerne og de fremmede på en ganske anden måde end i den traditionelle skønlitteratur. Her er der mimesis. Det var regeringen, der ”åbnede for import af de såkaldte ’fremmedarbejdere’, som lidt senere skiftede navn til ’gæstearbejdere’. Dansk Arbejdsgiverforening maste på for at få åbnet grænserne…Fagbevægelsen var imod – udelukkende fordi man frygtede undergravning af de danske overenskomster (s. 76).” Skriver Poul Nyrup Rasmussen i Vokseværk. Med andre ord: Tyrkerne kom, fordi arbejdsgiverne, kapitalisterne, ville have åbne grænser. Ikke kunstnerne. De ville lukke grænser. Øjnene var lukkede, indrømmer Nyrup, ”især i forhold til de mange tyrkiske indvandrere, som kom uden uddannelse.” De blev aldrig accepteret, siger han. Der var ingen ”integrationsplan”. De blev altså heller ikke integreret i dansk litteratur. Historien gentager sig. Den engelske romanforfatter E. M. Forster mente i sin tid, at de fattige ikke kunne repræsenteres i litteraturen. Kan tyrkerne heller ikke? Kan den subalterne ikke tale?
Det er sværere for en tyrk at komme med i dansk litteratur end i EU, selvom der næsten er flere tyrkere end danskere i EU.
3. The Turkish Empire does not write back
Englænderne koloniserede Indien, men da de mistede Imperiets juvel, Indien, og tog hjem igen, fulgte inderne med til England, hvor de bl.a. blev pakistanere. De kom ikke som kolonisatorer, men de bosatte sig. De skabte en hel ny litteratur. Postkolonialismen kalder dette fænomen: the empire writes back. Har det osmanniske imperium written back? Nej. Er egypterne, syrerne, palæstinenserne vendt tilbage til imperiets metropol: Istanbul eller Ankara? Hvor er deres Naipaul, Rusdhie, Kureshi, Zadie Smith? Hvorfor er Irak ikke postkolonial i tyrkisk forstand?
Det osmanniske imperium var et imperium. Tyrkerne var imperialister. De har præget Mellemøsten (et amerikansk ord fra 1905) langt mere end englænderne og franskmændene. Europæerne har næsten ikke koloniseret Mellemøsten, men osmannerne har. Orientalismen var kun en fantasi, men ”Ottomanismen” (Lord Kinross’s ord) var virkelig. Omkring 1. verdenskrig blev tyrkerne tvunget til at være nationalister som alle andre. De gik i gang med at opfinde det ”moderne” Tyrkiet. Det er det, vi kan se i SHOW – hvori tyrkere ikke ligner dem, vi ser i Danmark. De ligner italienere.
Der er mange, der mener, at Tyrkiet endnu er et imperium med centrum i Ankara, ganske som EU er et (postmoderne) imperium. Men så skal de jo ikke med i EU.
De koloniserede – araberne, muslimerne – vendte altså ikke tilbage til kolonimagten Tyrkiet, men tyrkerne vendte tilbage til Europa. Tyrkerne vendte ikke tilbage til de lande, de havde koloniseret, men især til de tysktalendes lande – Østrig bl.a. – dvs. til de gamle allierede fra tiden før 1917 – og til de nordiske lande. Hvor det i det engelske tilfælde var de koloniserede, der kom hjem til kolonisatorerne, var det i tyrkernes tilfælde kolonisatorerne, der kom tilbage til de koloniserede. Sammen med kurderne – ikke at forglemme. Som hvis fattige irere var vendt tilbage til Indien.
Da de kom, var velfærdsstaten som pull factor på sit højeste. Tyrkerne kom, mens der var vækst, studenter- og ungdomsoprør, og derfor opdagede ingen dem. Studenterne var jo selv kinesere, palæstinensere eller albanere. Marxismen usynliggjorde muhamedanismen. Indvandrere blev ikke ”etnificerede”, men gjort til arbejdere i overensstemmelse med ”arbejderismen”. Først da Muren forsvandt blev usynlige tyrkere synlige.
4. Tyrkisk er poetisk
Der er noget poetisk ved Tyrkiet. Ifølge Dan Ringgaard (2005) ligner Henrik Nordbrandts digte Istanbul. På den måde er Tyrkiet i dansk litteratur. Nordbrandt er, siger Ringgaard, en slags ”orientalist”. Ifølge Nordbrandt skulle det tyrkiske sprog være særligt poetisk. Passer det mon? Ikke hvis vi spørger en anden orientalist, T. E. Lawrence – Lawrence of Arabia: ”The Arabs would not give up their rich and flexible tongue for crude Turkish: instead they filled Turkish with Arabic words, and held to the treasures of their own literature.” Er tyrkisk “crude” eller ej?
Turkologien var ligesom orientalismen en vestlig diskurs, der var med til at skabe det moderne, nationale Tyrkiet. Dertil fik denne videnskab hjælp af poesien: Mehmed Emins. Denne kombination af videnskab og litteratur minder om orientalismen. Den russiske formalist, Trubetskoj, identificerede det turanske element i det russiske med det strukturalistiske. Og det tyrkiske sprog er poetisk ifølge den strukturalistiske teori om poetisk sprog, således at når vi skriver poesi, tilnærmer vi os det tyrkiske sprog, fordi dette sprog har vokalharmonier, dvs. konstante indrim. Nordbrandts teori er sand, hvis strukturalismen er sand, og endnu mere sand, hvis strukturalismen er turansk.
Den tyrkiske modernist Melih Cevdet Anday er oversat til norsk. I digtet ”Tingenes orden” fra Telegrafstationen (1952) har den norske oversætter valgt ikke at oversætte den noget arkaiske hilsen: selamün aleyküm aleyküm selam. Hvorfor ikke? Fordi den er et arabisk fremmedelement i det tyrkiske sprog. The Arabs filled Turkish, dvs. de koloniseredes sprog blev indsat i kolonisatorernes. Hvornår får vi tyrkiske ord i det danske sprog?
Hvem er kolonisator, og hvem er koloniseret? Lad mig slutte med en hyldestbog til Mustafa Kemal, der kom på dansk i 1930 af D. von Mikusch. Forord af Holger Andersen skrevet i Konstantinopel. Mikusch skriver et sted om Damaskus. ”I de rige handelsherrers paladser kredsede tanker om et genfødt lykkeligt Arabien, og med foragt så man fra sin gamle kulturs højder ned på de tyrkiske undertrykkere (s. 42).” Og vi danskere er jo en slags arabere. Vi ser lidt ned på dem fra vor gamle kulturs højde: Güle, güle.
Litteratur
Anday, Melih Cevdet (1999): Himmelkart: Utvalgte dikt (Oslo)
Hougaard, Jens (1997): ”Harem, odalisk og erotik: Orientalismen i dansk romantik”, (Århus, Center for Kulturforskning)
Kinross, Lord (1977): The Ottoman Centuries: The Rise and Fall of the Turkish Empire (New York)
Lawrence, T.E. (1926) (1969): Seven Pillars of Wisdom (Harmondsworth)
Mikusch, Dagobert von (1930): Mustafa Kemal, (København)
Oxfeldt, Elisabeth (2005): Nordic Orientalism (København)
Rasmussen, Poul Nyrup (2005): Vokseværk (København)
Ringgaard, Dan (2005): Nordbrandt (Århus)
