Kritikkens nye rekuperationscyklus i den kognitive kapitalismes tidsalder

17.2.2010

Rekuperation er en fordanskning af det svært oversættelige engelske begreb ´recuperation´, der i sin sociologiske betydning, som er den Chiapello benytter, henviser til den proces, hvorigennem radikale ideer bliver inkorporeret i mainstream kultur og værdisæt. I dette tilfælde kapitalismekritikkens inkorporering i kapitalismen. Se:
http://en.wikipedia.org/wiki/Recuperation_(sociology)

Eve Chiapello fortsætter hvor hun og Luc Boltanski slap i deres nyklassiker Kapitalismens nye ånd. Ifølge Chiapello er en ny omformning af kapitalismen i disse år ved at tage form. En omformning, der drives frem af en kapitalismekritik, som ikke blev behandlet i Kapitalismens nye ånd – nemlig den økologiske kritik. Resultaterne af den nye udvikling er blandt andet det vi kender som fair trade, Corporate Social Responsibility, sociale virksomheder og social entreprenørskab.

Teksten er en forkortet udgave af en længere artikel skrevet til en antologi om kognitiv kapitalisme, som udkommer i 2010 og er redigeret af Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen.

En sær epidemi fejer hen over de store globale firmaer. Siden sluthalvfemserne har man i de kredse talt mere og mere om Corporate Social Responsibility (CSR). Et af de mest betydningsfulde tiltag i den retning var FN’s generalsekretær Kofi Annans søsætning af The Global Compact Initiative i år 2000 på The World Economic Forum i Davos. I dag er op mod 5.000 firmaer og aktionærer fra mere end 120 lande involveret i The Global Compact, hvor de arbejder for at udbrede ti universelle principper på områder som menneskerettigheder, arbejdsvilkår, miljø og bekæmpelse af korruption.De 10 principper er:
1.Virksomheden bør støtte og respektere beskyttelsen af internationalt proklamerede menneskerettigheder inden for virksomhedens indflydelsesområde.
2. Virksomheden skal sikre, at den ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne.
3. Virksomheden bør opretholde frihed til organisering og anerkende arbejdstageres ret til kollektive forhandlinger.
4. Virksomheden bør støtte afskaffelsen af alle former for tvangsarbejde.
5. Virksomheden bør støtte en effektiv afskaffelse af børnearbejde.
6. Virksomheden bør støtte afviklingen af diskrimination i arbejds- og ansættelsesforhold.
7. Virksomheden bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer.
8. Virksomheden bør tage initiativ til at fremme større miljømæssig ansvarlighed.
9. Virksomheden bør opfordre til udvikling og spredning af miljøvenlige teknologier.
10. Virksomheden bør modarbejde alle former for korruption, inklusiv økonomisk udnyttelse og afpresning.  […]

Tendensen møder imidlertid ikke enstemmig hyldest fra alle sider. Det økonomisk meget liberale nyhedsmagasin The Economist påpeger for eksempel, ”at CSR-bevægelsen desværre har vundet den idemæssige kamp”, og opregner alle de kritikpunkter, der kan fremføres mod bevægelsens praksis.

Manien med CSR og de idemæssige konflikter, der følger med begrebet, viser, at ændringen ikke er blevet gennemført uden et vist mål af smerte og modstand. Jeg ser dette som et tegn blandt andre på, at kapitalismen er begyndt på en ny rekuperationscyklus, hvori kritikken vil blive inkorporeret i kapitalismen. I bogen Kapitalismens nye ånd, som jeg skrev sammen med Luc Boltanski (Boltanski, Chiapello, 2005a), beskæftigede vi os med en udvikling, der gjorde, at 1970ernes protestbevægelser kom til indgå i det kapitalistiske system. Jeg er overbevist om, at vi nu er ved at se begyndelsen på en ny cyklus af inkorporering, som tager en kritik seriøst, som vi ikke diskuterede i bogen: nemlig den økologiske kritik. Den økologiske kritik var meget synlig under 1970ernes uroligheder, men ikke i en sådan grad, at den kunne få kapitalismen til at ændre retning. Selvfølgelig er opkomsten af spørgsmål vedrørende global opvarmning og den kommende mangel på fossile brændstoffer en væsentlig faktor – det er de to problemer, der optager erhvervsledere mest, og som er så udførligt dokumenterede, at de er umulige at ignorere. Jeg mener imidlertid, at udviklingen er mere omfattende end som så.

Hvis man udvider den analytiske ramme, kan det se ud som om, at de store firmaers initiativer er del af det, jeg kalder ”den nye stjernetåge af reformer”. Det betegner et fornyet ønske om at ændre verden bottom-up ved at skabe alternative økonomiske praksisser her og nu. Disse varierer fra lette reformer (i multinationale firmaer som de ovenfor nævnte) til forpligtelse på alternative organisatoriske principper (som i de kooperative og frivillige sektorer) eller skabelse af nye forretningsformer. Dette er typisk for det, der kendes som ”en social iværksættervirksomhed”: kombinationen af professionelle managementformer og iværksætterånd (endda med henblik på profit) med sociale og miljømæssige formål. Denne hybride blanding af kapitalisme og et ønske om at ændre verden har fx affødt en ny generation af iværksættere indenfor fair trade. Samtidig er den traditionelle sociale økonomi ved at vågne. De kooperativer, non-profit foreninger og brugerejede forretninger, der overlevede i udkanten af den kapitalistiske udvikling uden at kunne udgøre et troværdigt alternativ, begynder at stille spørgsmålstegn ved deres egne praksisser. De bevæget sig mere og mere i retning af efterligninger af kapitalistisk praksis og er derved ved at genvinde en vis dynamik. Andre slående fænomener i forbindelse med den nuværende udvikling er kravene om ansvarligt forbrug, der kan gå så langt som slogans som ”Shop, don’t vote” (Hertz, 2001) eller tage form af samarbejder mellem kritiske NGO’er og private firmaer, der ville have været utænkelige i så stort omfang for blot 20 år siden. De historiske grænser mellem offentligt/ privat og profitabelt/non-profitabelt udviskes, hvilket kan føre til en større omstrukturering af vores økonomiske system.

[…] Et intensivt arbejde er i gang i et fællesskab, der involverer politisk og administrativt personale, fagforeninger, tænketanke, intellektuelle, skoler, NGO’er, konsulenter, ledere, lederorganisationer mv.. Alt dette sker primært på grund af pres fra kritiske bevægelser, hvoraf nogle kan være meget radikale i påpegningen af, hvad der skulle ændres i kapitalismen, og hvordan disse ændringer skulle opnås. Påpegningen af problemerne er stort set overladt til kritikerne, men svarene konstrueres kollektivt af de forskellige aktører. Et af resultaterne er konstruktionen af et kompromis mellem den kapitalistiske logik (profit) og de forbedringer, som kritikken foreslår, hvoraf ikke alle antages.

De spørgsmål, som jeg overvejer og vil være ledetråde for denne artikel, er disse: Hvordan skal denne svært gennemskuelige stjernetåge af ideer og reformer forstås? Hvilke nye typer af kompromisser smedes mellem kapitalismen og dens kritikere? […] Hvad er forskellene mellem denne rekuperationscyklus og dens forgængere? For at kunne svare på disse spørgsmål vil jeg først give en mere detaljeret fremstilling af den ramme, jeg har tænkt mig at bruge i min analyse af kapitalismen.

Den analytiske ramme

[…]

Kapitalismekritik er ligeså gammel som kapitalismen selv. Vi fokuserede i Kapitalismens Nye Ånd (2005a) på to typer kritik, der har udviklet sig siden d. 19. århundrede: den sociale kritik og den kunstneriske, som begge var meget aktive i 1970erne.

[…]

Kapitalismens ånd opererer både som kilde til forståelse og legitimering af kapitalismen og som en aktiv indskrænkning af den, idet legitimering kun kan fungere, så længe virkeligheden ikke er for langt fra idealet. Det er her, kritikken har en rolle at spille: dens beskyldninger tvinger kapitalismen til at udbedre eller retfærdiggøre sig selv. Hvis det ikke lykkes den at gøre en af delene, vil det kunne koste den dens legitimitet og før eller siden dens handlemuligheder. Klarsyn og dynamik er nødvendigt, hvis en kritik skal opnå det: i første omgang at indsnævre skellet mellem kapitalismens ånds vidunderlige verden og den virkelige verden, og i anden omgang at inkorporere nye indskrænkninger i kapitalistiske systemer for at kompensere for forskellige problemer, som kritikerne påpeger og overvåger.

[…]

Mere konkret formuleret finder analysen af interaktionerne mellem kapitalismen og dens kritikere sted blandt firmaer, i særdeleshed blandt større – multinationale – firmaer, der har stor betydning for organiseringen af vores økonomiske system i industrilande og for trade flows og international arbejdsfordeling på et globalt niveau. Disse firmaers organisatoriske praksisser har en meget stærk konformerende effekt på det økonomiske system. De diskurser, som produceres af dem, der leder firmaerne (de respektive ledelser), dem der kontrollerer firmaerne (de finansielle institutioner), og dem der hjælper firmaerne (forskellige slags konsulenter og management-teoretikere) er store ideologikilder, og deres indflydelse udvides af de involverede økonomiske ressourcers omfang og den medfølgende magt.

En analyse af kapitalismen med udgangspunkt i et firma

I Boltanski & Chiapello (2005a) bruger vi en meget klassisk definition af kapitalismen, der kombinerer tendenser til ubegrænset akkumulering, konkurrence og lønindtjening. I dag vil jeg foretrække at genforene disse deskriptive elementer og understrege, at når vi taler om kapitalismen, placerer vi virksomheder og deres ageren (ikke deres markeder) i midten af vores analyse. Virksomheden er en abstrakt, økonomisk enhed, adskilt fra de individer, der ejer den eller arbejder i den. Det er en enhed udstyret af loven med en juridisk personlighed, der er i stand til at underskrive kontrakter og bestyre økonomiske midler. Dens succes måles i form af dens evne til at give overskud (profit). Ifølge denne definition er et kapitalistisk system et økonomisk system, hvor flere og flere sociale funktioner udføres af virksomheder.

[…]

Denne kapitalismedefinition forklarer, hvordan vi kan beskrive kapitalismens ånd i en bestemt tidsperiode ved at analysere den normative managementlitteratur, der produceres af store konsulentfirmaer, arbejdsgivertænketanke og handelshøjskolelærere, når de skriver for big business. Den forklarer også, hvordan den nuværende mani med CSR kan fortolkes som et skifte i kapitalismens ånd, der skyldes kapitalismens kritikere. Den kognitive kapitalisme er ikke undsluppet kritikken fra den akademiske verden (Boltanski & Chiapello (2005a); Moulier-Boutang (2007); Aglietta & Reberioux (2004)) eller det civile samfund. Det sociale spørgsmål er genopstået med ny relevans, i takt med at økonomiske uligheder accentueres, og den underprivilegerede befolkning vokser i vores rige samfund, og kapitalismens nye rekombinationer i de senere år (som er blevet kaldt ”forbindelses-”, ”informations-”, ”kognitiv-kapitalisme” etc.) har bestemt bidraget dertil. Et andet synspunkt er imidlertid, at én kritisk del af kapitalismens ånds nuværende udvikling kun har begrænset forbindelse til den seneste omrokering af kapitalismen: den økologiske kritik, hvis argumentationer har været mere eller mindre uændrede siden 1970erne, men som først for nylig har opnået at forårsage reelle ændringer på ledelsesniveau. For at opnå en mere tydelig fremstilling af dynamikkerne, som kapitalismen (dens produktionsformer og retfærdiggørelser) og dens kritik tilsammen udmønter sig i, foreslår vi en udvidelse af vores analyses historiske ramme, så den omfatter de fire store kapitalismekritikker.

[…]

De fire kritikker og deres forskellige rekuperationscyklusser

Der opstod tre kapitalismekritikker i midten af 1800-tallet: vi kaldte dem (i Boltanski & Chiapello 2005) den konservative kritik, den sociale kritik og den kunstneriske kritik. Selve kapitalismebegrebet stammede faktisk fra kritikkernes bestræbelser på at forstå den nye verdens logik og de redskaber, hvormed den skabte de problemer, som kritikken påpegede (Chiapello, 2006). De første kritikker blev i 1900-tallet fulgt af en fjerde, den økologiske kritik. […]

Den konservative kritik var den primære inspirationskilde for reform-stjernetågen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, selvom dens succes i det mindste delvist hang sammen med samme periodes mere og mere truende organisering af en social kritik. I særdeleshed stimulerede den sociale kritiks trusler mod den private ejendomsrets legitimitet en social reformisme, som tog højde for ’det sociale spørgsmål’. ’Det sociale spørgsmål’ var kendetegnet ved fattigdommen og usikkerheden hos lønmodtagerne, dvs. hos de mennesker, der frivilligt eller ej forlod den traditionelle, agrare livsstil for at lade sig ansætte i kapitalistiske virksomheder. Denne kritik gik dog ikke så langt som til at udfordre den private ejendomsret eller kapitalbesiddelse. Arbejdsgiverens alfaderlige ordninger og pensionsopsparinger, der delvist var finansieret af de ansatte og forvaltet af nationens eliter, var vigtige for denne reformbevægelse.

Den sociale kritik udnyttede 1930ernes økonomiske krise og det nyligt etablerede, planøkonomiske alternativ i Sovjetunionen til at berige 1930ernes reformer og ideer; den fremlagde en ny slags kapitalisme styret af staten og erhvervslivet i et kompromis med den konservative kritik. Den kunstneriske kritik opnåede en historisk betydning for første gang i 1970erne, men dens magt hang på det tidspunkt sammen med en fornyelse af den mest radikale sociale kritik. Det er den historie, der fortælles i Kapitalismens nye ånd (Boltanski, Chiapello, 2005a).

I den nuværende situation indtager den økologiske kritik klart en prominent plads i diskussionerne, og den ser ud til at genoplive – og inspirere til genfortolkninger af – de tre andre kritikker. Det gælder især den konservative kritik, der var totalt forsvundet, men som nu er ved at blive genskabt. Den kunstneriske og den sociale kritik, der som omtalt var blevet svækket af den sidste optagelsescyklus, producerer nu igen fortolkninger og eksperimenter.

Den sociale kritik

Den nuværende ideologiske situation er præget af mistillid mod alle former for statslig regulering, der angribes fra alle sider: Det skal bemærkes, at teksten er skrevet før finanskrisen, der, som bekendt, har fået nogle til at se mere positivt på statsregulering af markedet (red.). fra den fri markedsøkonomis fortalere, der mener, at staten ikke burde obstruere virkningerne af det fri marked og den fri konkurrence mellem økonomiske agenter, der i øvrigt ses som de eneste kilder til innovation og udvikling; fra kritikere (på både venstre- og højrefløj) af eksperimenterne i de statssocialistiske lande, der beskyldes for at skabe en ny totalitarisme, idet de mener, at staten kun kan være undertrykkende; og endelig fra kritikere og analytikere af nutidens stater, der bemærker, at disse stater på alle måder er ude af stand til at regulere kapitalismen, som er fuldstændig hinsides deres kontrol og ikke udviser respekt for grænser. Ifølge disse kritikere er globaliseringen grunden til nationalstaternes manglende evne til at regulere (som dog også er et resultat af firmaernes tiltagende frigørelse fra juridiske og politiske lænker).

Dette troværdighedstab for statskontrol-approachen er ikke desto mindre opstået samtidig med, at det sociale spørgsmål er genopstået i sin mest traditionelle betydning. Selvom globaliseringen muliggjorde en verdensomspændende stigning i vækst og en fornyelse af iværksætteraktiviter, har den til syvende og sidst ført til en uhørt tilbagekomst af den mest traditionelle form for udnyttelse. Den mulighed for monopolisering af rigdom, der følger med kapitalkontrol og kapitalbesiddelse (jeg tænker her på aktører på de finansielle markeder eller erhvervslivets elite), har igen nået et højdepunkt i sin udviklingshistorie, hvorved den puster nyt liv ind i den gamle kritik af undertrykkelse, som det sociale demokrati troede, den kunne holde i skak. 
I mange lande har globaliseringen ikke opfyldt sine løfter: ”forholdene for arbejdskraften og for miljøet blev forværret, antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, faldt ikke, og uligheden steg. Global bevidsthed om sådanne ubalancer og underskud og om nødvendigheden af institutionelle reformer blev forstærket både af en række FN-topmøder og –kommisssioner og af ’anti-globaliseringsbevægelsen’” (Utting, 2005, s. 377). Dette har ansporet den sociale kritik til at handle, selvom den bringes i en akavet stilling af statskontrollens troværdighedstab. Selvfølgelig har den del af den sociale kritik, der tager udgangspunkt i staten, fundet ny grund til at handle i denne situation, og den lobbyer for skabelsen af en overstatslig regering. Den plan, der går ud på at skabe et mere forenet Europa, udgør et håb for mange. Nogen vil også gerne have FN’s institutioner til at forme ”tunge love”. Men tilhængerne af den slags løsninger har problemer med at blive hørt og er nødt til at fremlægge mere ”gennemsigtige”, ”nærdemokratiske” og ”ansvarlige” ordninger end de offentlige løsningsmodeller, som blev iværksat i den fordistiske æra. Anarkistis forslag, der ganske vist virker forførende på små grupper i den globaliserede økonomis periferi og fungerer som inspirationskilde for nye utopistiske tiltag (fx simple living-bevægelsen), opfattes ikke som værende i stand til at understøtte samfund som vores, der er så rigt på finansiel, teknologisk og menneskelig kapital.

Mellem anarkistagtige bevægelser, der vil afskaffe staten og skabe selvorganiserende samfund, hvor markedets udvekslinger genindlejres i mellemmenneskelige forhold (en model, der nyder en vis succes i Sydamerika), og neo-fordister, der mener, at kapitalismen kan reguleres på overnationalt niveau, kommer en ny, tredje vej til syne. Denne tredje vej er et forsøg på at besvare det nye, sociale spørgsmål, som den liberalistiske globalisering har skabt, uden at prøve at trække sig ud af kapitalismen eller forsøge at skabe en ny, magtfuld verdensstat, som er ligeså uønskværdig, som den er uopnåelig.

Denne nye ”tredje vej” kaldes sådan pga. af sine ligheder med 1930ernes korporative planer for økonomien, der medvirkede til at opfinde efterkrigstidens styrede markedsøkonomi (Kuisel, 1981) og forsøgte at undgå både den økonomiske liberalismes excesser og de kommunistiske landes statssocialisme. Denne vej lader til at være det fælles mål for nutidens reformstjernetåge. De fleste af de initiativer, der er beskrevet i indledningen giver store multinationale firmaer en rolle i samfundet, som de ikke tidligere havde ønsket. Titlen på en bog, der blev udgivet i 2007 for at markere 25-årsdagen for en gruppe af socialt engagerede franske firmaer (IMS Entreprendre pour la cité) er et tydeligt eksempel herpå: ”Samfundet, er det firmaets sag?”. Målet er at få virksomheder til at være socialt forpligtede, og visse firmaer var allerede engagerede i en sådan retning, før der opstod trusler fra sociale bevægelser. Viljen til at skabe mere ansvarlige firmaer uden, at det er staten, der har forlangt det, deles også af nogle store, internationale NGO’er, der for længe siden forlod en rent kritisk position til fordel for at hjælpe firmaer med at ændre sig og indarbejde mere ansvarlige praksisser i deres ledelse (fx Unicef,, WWF, FIDH). På mange måder ”opfattes CSR-dagsordnen, som jo er baseret på frivillige approaches og kritik af regeringsstyring, som et alternativ til lovgivningen. En række nylige forslag forsøger at skabe en ”postvoluntaristisk” dagsorden, indenfor hvilken CSR formuleres gennem dels klageprocedurer (og dermed et udvalg af regulerende institutioner), dels ”let” og ”tung” lovgivning, der udmønter sig i forpligtelser, internationale standarder, belønninger og forskellige former for straf, der alle sammen skal sørge for firmaernes gennemsigtighed, ansvarlighed og performance (Utting; 2005, s. 384).

Det særlige ved den sociale kritik er, at den går direkte efter hjertet på rigdomsproduktionens proces, som den dissekerer for at forklare, hvad denne gør ved det arbejdende menneske, der sikrer sin overlevelse ved arbejde. Det er kapitalismens virkning på arbejdet, og derved på menneskeligheden, som optager den sociale kritik. Med dette som præmis vil et fornuftigt svar på den sociale kritik være en ændring af behandlingen af arbejdsstyrken og firmaers forhold til det omgivende samfund. Det er derfor muligt at opfatte CSR-bevægelsen som en slags svar på den nye kritik. En kritik, som ikke forsøger at afskaffe lønarbejde og forlade kapitalismen, for i en verden, hvor stater opfattes som magtesløse og illegitime er man nødt til at overlade det til firmaerne selv at skabe nye reguleringer.

Den økologiske kritik

Den kritik, som for mig at se er en central del af den nye inkorporationscyklus, vi nu er kommet til, stiller spørgsmålet på endnu en ny måde. Den udfordrer simpelthen det kapitalistiske systems evne til at garantere menneskehedens fremtid og begynder ved dens reproducerbarhed. Fokus er ikke længere på indignation over arbejderens skæbneeller samfundets disciplinære natur. Kapitalismen leder – qua sit blotte virke – til vor civilisations ødelæggelse.

På to punkter minder analysen strukturelt om de analyser, der blev udviklet et århundrede tidligere af den sociale kritik: 1) Kapitalismen kan kun fungere, fordi den tiltusker sig ressourcer, som den betaler mindre for end de er værd. Det er tilfældet for de fleste naturlige ressourcer, idet kapitalismen aldrig medtager i sin beregning, at ressourcerne kun findes i begrænsede mængder, ligesom skaderne på naturen aldrig udbedres eller godtgøres af firmaer. Det eneste, der behøves, er at udvide udnyttelsens genstand. 

2) Interne modsætninger er så intense og systematiske, at kapitalismen vil ødelægge sig selv. Meget mere bekymrende er dog den økologiske kritiks forudsigelser om en kommende syndflod, der ikke vil blive efterfulgt af nogen strålende fremtid. Al snakken går på krige, sultkatastrofer, epidemier og en tilbagevenden til middelalderlige livsstile. Det var jo trods kun en mindre del af den sociale kritik, der i kommunismens komme så en syndflod. Hvis en given kritik altid skal bruge apokalyptisk sprog for at blive hørt, så er den økologiske kritik kommer godt fra start.

Den økologiske kritik benytter sig (som den oprindelige marxistiske, sociale kritik) af en afgjort materialistisk approach i sine demonstrationsmetoder, og det har bestemt sine fordele. Så længe den kan leve af at fremhæve uoverstigelige modsætningsforhold, har den ingen grund til at vifte rundt med værdier, i hvis navn kapitalismen bliver kritiseret. Det eneste, der kræves, er tålmodigt at overbevise dens tilhørere om den økonomiske maskines virkninger og videnskabeligt demonstrere dens konsekvenser. Kritikeren er ikke længere en person, der prøver at prakke andre sine værdier på: han er simpelthen en velinformeret iagttager, der informerer dig om de risici, du løber. På dette punkt er den kunstneriske eller den konservative kritik langt mere problematisk med deres klare og tydelige værdier end den sociale kritik, som benytter økonomisk diskurs, eller den økologiske kritik, som benytter biovidenskabernes diskurs.

Et særkende ved den økologiske kritik i sin mest rendyrkede form er, at den lader til ikke at foretrække nogen særlig politisk model. Det er fx muligt at være imod demokrati og for økologi. Der er endda dem, der mener, at en stærk, autoritær stat ville kunne forebygge de samlede, ødelæggende virkninger af den individuelle egoisme (Jonas, 1984). Individuel frihed kan skabe dårlige rådgivere, og i den såkaldte ”dybe økologi” skal ligheden deles med alle levende væsner, der har lige ret til livet. Ville det være muligt for mennesker at deles med denne resterende natur uden at være tvunget dertil? På den anden side er der også mange økologer, der kombinerer deres kritik med den anarkistiske sociale kritik og går ind for en diametralt modsat model (Naess, 1989). Disse økologer mener, at problemet ligger i storindustrialiseringen og massesamfundet, som kun kan bekæmpes effektivt ved at bekæmpe den hierarkiske og teknokratiske struktur, der får dem til at virke.

Hvorom alting er: fraværet af en fast politisk position gør den økologiske kritik højst usædvanlig, og mulig at tilpasse alle slags regimer og arbejdsledelse. Eftersom kapitalismen afhænger af manglende demokrati i arbejdslivet og derfor kategorisk ikke behøver politik demokrati, er der en klar risiko for, at en assimilation af den økologiske kritik vil erodere de nuværende frihedsgrader yderligere. ”Risikosamfundet” fokuserer på en tabt sikkerhed, der skal genvindes og som lever af frygt, som sjældent fungerer godt sammen med politisk frihed (Beck; 1992).

Den økologiske kritik er også opdelt i fortalere for en tilbagevenden til organisationsmodellerne i de traditionelle samfund, der bruger færre ressourcer og er mere respektfulde overfor naturen med deres overskuelige selvstyrende fællesskaber […], og modernister, der mener, at kun teknisk fremskridt kan hjælpe os til at redde planeten gennem vedvarende energier, fremskridt i genteknologi og –landbrug og informationsteknologi (denne mulighed er mere forenelig med kapitalismen og den sociale kritiks tro på fremskridtet). Begge disse modeller vinder frem: på den ene side selvstyrende fællesskaber som afhjælpende middel mod de store firmaers kapitalisme, der afviser flere og flere arbejdere og gør alt liv kunstigt. På den anden side kolossale investeringer i teknik, der skal kunne klare problemerne uden at forårsage nogen egentlig ændring i det økonomiske systems grundlæggende regler.

[…]

I dag ser den økologiske kritik, der har fået et betragteligt boost af de videnskabelige diskurser om global opvarmning og den kommende mangel på fossile brændstoffer, ud til at stimulere de tre andre kritikker, der alle har knyttet sine traditionelle fokuspunkter sammen med den økologiske kritik og foreslår deres egne utopier som erstatninger for kapitalismen. Med andre ord er det ikke usædvanligt at finde en økologisk diskurs, der udgør en hybrid sammen med de andre kritikker.

Den del af den økologiske strømning, der er formet af kunstner kritikkens teknofobi, ser naturkatastrofer som blotte konsekvenser af den moderne civilisation og argumenterer for en alternativ, mere munter og mindre industrielle livsstile. Tiljublingen af traditionelle samfunds visdom og deres homeostasis har en vis lighed med de konservative drømme. Den sociale kritik ser også dette som en ny mulighed for at fremme kooperative produktionsformer, hvor arbejdskraften er frigjort fra statslig kontrol og kapitalismens diktat, hvor beslutninger er kollektive og gensidig hjælp er reglen. Disse former for ikke-kapitalistisk udvikling opfattes som den eneste mulige løsning for de fattige lande. Det gennemførte sociale eksperiment lader til at være blevet genfødt i en mere intens form, og flere og flere borgere fra rige lande (døbt ”kulturkreative” af visse sociologer, se også simple living-bevægelsen) prøver at forandre den måde, hvorpå de lever og forbruger.

I firmaerne er der ved at opstå en vis ængstelighed. Nogle prøver at opnå en position på de nye markeder og skaber nye serviceområder. Snarere end at trække sig tilbage i teknologiforskrækkelse leder man efter alternative teknologier og prioriterer finansielle investeringer i forskning. Mens firmaer begynder at forberede sig på en verden, hvor de bliver nødt til at være mere økonomiske, er produktionsformerne langsomt ved at ændres. Firmaer efterspørger verdensomspændende styring, der kan fremme konkurrencen og sørge for, at deres konkurrenceevne ikke eroderes af miljøhensyn, som ikke er obligatoriske for alle. Størst fokus er der i dag på miljøproblemer, der efterlader sociale problemer, som andre kritikker har påpeget, i skyggen.

Konklusion

Fremtiden vil vise, om det endnu engang er lykkedes kapitalismen at flytte sig ud af det hjørne, det havde malet sig op i, om det endnu engang resulterer i en kæmpemæssig ændring af dets spilleregler. Det er derfor, betegnelsen ”rekuperation”, som vi benytter af bekvemmelighed, ikke kan opfattes som helt tilfredsstillende. For når først ændringerne er gennemførte, møder vi en kapitalisme, der ikke længere er helt den samme, hvilket vil sige, at kritikken konstant må justere sin stilling og genarbejde sine ideer.

Mine formål med denne artikel har været […] at forstå den særlige sammensætning i kapitalismekritikkens nuværende revival og huske på, at den både adresserer den nye kapitalismes synlige problemer og knytter sig til de kritiske strømningers historie. Nogle muligheder, der blev forkastet for næsten 70 år siden (såsom tiltro til, at non-profit kan skabe små, selvstyrende produktionsenheder), kan vende tilbage til overfladen i takt med, at tiltroen til de statskontrollerede løsninger, som var dominerende i d. 20. århundrede, forsvinder. Den økologiske kritik, der gerne så produktions- og forbrugsprocesserne bruge mindre transport og altså bygge på lokale netværk og mindre produktionsenheder, finder en naturlig alliancepartner i de anarkistiske planer om at involvere alle medlemmer af de små produktionsenheder i beslutningsprocesserne. Den konservative kritik, der taler for solidaritetsbaseret kapitalisme med et menneskeligt ansigt, snarere end anonym gigantisme, som nedprioriterer det individuelle ansvar, vil også kunne se fordele i denne periode.