Litteraturhistoriens fremtid

Hvad skal det moderne menneske – og fremtidens studerende – egentlig bruge litteraturhistorien til? Hvordan puster vi støvet af de gamle klassikere og gør dem tilgængelige for fremtidens generationer? Turbulens.net bringer i dette temanummer oplæggene fra seminaret ‘Litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem’ – her omskrevet til artikler og forsynet med en introducerende leder.

Leder

Leder

Litteraturhistorien er trængt i det danske undervisningssystem. Læsningen af historiske litterære værker fylder mindre og mindre på skoleskemaet på alle klassetrin – lige fra folkeskolen til det, der burde være litteraturens ubetingede højborg, nemlig danskstudiet på landets universiteter. Også her går udviklingen i én retning. Færre og færre studerende vælger i dag at skrive speciale om litteratur skrevet før 1980. Danskfaget er ikke længere primært et klassisk humanistisk fag med fokus på menneskelig og litterær dannelse, men et bredt anvendelsesorienteret kompetencefag. Faget har vundet terræn på andre væsentlige områder, men kaster man et kritisk blik på udviklingen – er det tydeligt, at litteraturhistorien i stigende grad spiller rollen som kuriøst kompendium i stedet for rollen som en af fagets indiskutable hovedrolleindehavere. Et skift, der naturligvis er sket gradvist og ikke længere kan kaldes en nyhed, men som nu er kulmineret til et punkt, der i efteråret fik flere af landets professorer i nordisk litteratur til at skride til handling og danne Projekt Ny Litteraturhistorie.

At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser

At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser

Er undervisningen i litteraturhistorie blandt gymnasieelever ved at forfalde til et afkrydsningssystem, en ydre staffage og en kedsommelig dogmatik? Og hvordan forholder vi os til, at der på universiteternes danskstudier i dag kun skrives få specialer om emner, der ligger før det moderne gennembrud, ja, endda før 1980? Professor i Litteratur fra Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er enig i, at litteraturhistorien er trængt, men plæderer for, at man i stedet for at se det udvidede danskfag som en trussel mod litteraturhistorien bør kigge på de mange nye muligheder, der er for at gentænke litteraturhistorien på alle niveauer af undervisningen.

Litteraturhistoriens krise sort på hvidt – nogle tal fra de danske universiteter

Litteraturhistoriens krise sort på hvidt – nogle tal fra de danske universiteter

Den historiske læsning af litteratur er trængt i det danske undervisningssystem. Professor i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet Johnny Kondrup er en af initiativtagerne bag ’Projekt Ny Litteraturhistorie’. Han fremlægger her nogle nedslående nøgletal fra det sted, der skulle være litteraturhistoriens stærkeste bastion: danskuddannelserne på de danske universiteter. I forlængelse af tallene peger han på nogle af de udfordringer, som litteraturhistorieundervisningen står over for, og på nødvendigheden af at fastholde det historisk fremmede som dannelseselement.

Da filmen knækkede. Nykritisk dogmatisme, historietab og uundværlig historie

Da filmen knækkede. Nykritisk dogmatisme, historietab og uundværlig historie

Siden 60’erne er indtruffet en accelererende af-historisering af de litterære fag og af danskundervisningen på alle niveauer: tab af historisk bevidsthed, også som symbolsk fællesgods, og af kronologisk sans for kulturhistoriens epoker. Klassedelingen mellem en højtuddannet mandarinklasse og flertallet af ’kulturelle analfabeter’ er både et undervisnings- og et samfundsproblem. Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel reflekterer her over en række væsentlige årsager til misèren og peger, inspireret af amerikaneren Martha Nussbaum, på humaniora og litteraturen som en ny vej til ’udvikling af det demokratiske og globale medborgerskab’.

Litteraturhistoriens sørgelige historie i gymnasiet og kompetencebegrebets himmelflugt

Litteraturhistoriens sørgelige historie i gymnasiet og kompetencebegrebets himmelflugt

Hvilken kurs udstikker de gennem tiderne talrige bekendtgørelser for danskundervisningen i gymnasiet? Lektor og dr. phil Peter Michael Lauritzen tager her et vue hen over bekendtgørelserne for danskfaget i gymnasiet fra 1961-2013 og viser os i hvor høj grad de politiske klimaskifte har påvirket danskfagets udformning, fra 70ernes marxisme og emancipering af subjektet, over Schlüters 80er-konservatisme og frem til 2005-reformen, der for alvor cementerede kompetencetænkningens ankomst.

Bærbar dansk litteraturs historie

Bærbar dansk litteraturs historie

Forfatteren Ole Dalgaard, der bl.a. har gendigtet litterære sværvægtere som Shakespeare, Cervantes og Goethe for nutidens mere utålmodige læsere, står bag projektet ’Bærbar dansk litteraturs historie’. Her kaster han et nyt blik på værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden tilføjer den gamle litteratur ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Ideen er at indkredse nogle få lysende litterære værker og deres indbyrdes samspil og se på værkernes vekselvirkning med tidernes skiftende verdensbillede, livsfølelse og tanker.

Litteraturhistorie – mellem fagkritik og dannelse

Litteraturhistorie – mellem fagkritik og dannelse

I dag er litteraturhistorien faldet i kurs – og det både samfundsmæssigt og
som paradigme i danskfaget. En gentænkning af litteraturhistorien må derfor
både kunne svare på, hvad samfundet skal med litteraturhistorien – og hvad
der skal få de studerende til at engagere sig i den. Inspireret af 70ernes
fagkritik plæderer dr. phil og lektor i nordisk litteratur på Aarhus Universitet
Per Stounbjerg for en traditionsrevision, hvor de studerende i højere grad
inddrages i et ligeværdigt arbejde med at genskrive litteraturhistorien som
et åbent, dynamisk konfliktfelt frem for et bjerg af færdig viden. For gøres
litteraturhistorien levende rummer den et socialt dannelsespotentiale, der
ruster de studerende til at orientere sig i som medborgere i en globaliseret og medialiseret verden.

Kanonføde eller levende værker? – Om litteraturhistoriens fremtidsmuligheder i folkeskolen

Kanonføde eller levende værker? – Om litteraturhistoriens fremtidsmuligheder i folkeskolen

Folkeskolen er for alle – og folkeskolens litteraturhistorie er for alle! Men hvis teksterne ikke blot skal ende som Kanonføde – gælder det også om at finde nye og utraditionelle veje, der letter adgangen til den ældre litteratur. Sådan lyder det fra formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, der kaster et blik på de barrierer, litteraturundervisningen står over for i nutidens folkeskole – særligt set i lyset af, at danskfaget netop er blevet skåret med 40 % i timetal i den nye læreruddannelseslov, og at faget kan se frem mod en stadig større atomisering som følge af undervisningsminister Christine Antorinis politik om en forenkling af Fælles Mål – en politik, der har til hensigt, at alt skal kunne evalueres for at kunne passe ind i nutidens politiske målsætninger om evidensforskning og standardisering. Udfordringer er der nok af.