Forskning og samtidskritik
Med “Konfucius – samlede samtaler” er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der ikke kan undgå at vække til eftertanke for enhver vestlig læser.
Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk. Dette råder den nye antologi “Samtidens idéhistorie” til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie.
Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold.
Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims “Om den sociale arbejdsdeling” fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund.
Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain.
“Forbundne arters manifest” er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som “The Companion Species Manifesto” er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag.
Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer.
”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp.
Idehistorikeren Christian Olaf Christiansen anmelder den amerikanske historiker og journalist Thomas Franks seneste bog, ‘Pity the Billionaire: The Hard-Times Swindle and the unlikely Comeback of the Right’, der forklarer, hvorfor finanskrisen og ‘den store recession’ ikke er blevet ledsaget af en ny New Deal, som den præsident Roosevelt iværksatte i 1930’ernes kriseramte USA.
Orhan Pamuks nye bog om Istanbul skildrer ikke blot hans erindring af barndommen og lokalhistorien, men har også et større sigte, da bogen først og fremmest handler om Europa i Tyrkiet og om tyrkernes billeder af Europa. Henning Goldbæks analyse sætter blandt andet fokus på et centralt begrebspar, melankoli-harmoni, der danner en særegen ’hemmelig symmetri’ i Pamuks Istanbul-bog. Erindringen hos Pamuk er ramt af denne hemmelige symmetri, da der ikke er tale om en nostalgi eller en rekonstruktion, men om en fragmentering af erindring til erindringsstumper, der hele tiden dukker op som noget ukendt, farligt og truende. Bogen tematiserer en skepsis overfor fremskridtet og en længsel efter Europa, for det moderne Istanbul befinder sig stadig i et tomrum, en limbotilstand, efter det osmanniske riges undergang og før Tyrkiets genintegration i Europa i den nærmeste fremtid.
Artikel af Anders Michelsen: Kan vi se med øjnene vidt lukket? Eller kan vi, omvendt, lukke øjnene, mens vi ser? Med udgangspunkt i Stanley Kubricks film Eyes Wide Shut præsenterer Michelsen et kritisk perspektiv på den nutidige visuelle kultur. Kritikken tager afsæt i billedet som et blændværk, som vi ikke længere kan eller vil reflektere over, hvilket blandt andet kan resultere i “diskurspolitikere” af værste grad, som fx Anders Fogh Rasmussen, der skjuler sin politik bag ureflekterende spin.
