Artikler, anmeldelser og interviews

Leder du efter noget? Søg i toppen eller gå på opdagelse i de mange artikler, anmeldelser og interviews Turbulens har udgivet siden år 2000.

Offentligheden i de digitale mediers tidsalder

Artikel af Jacob Linaa Jensen: Internettet er måske ikke den nye tidsalders revolutionære agent i demokratiets tjeneste, men det indeholder revolutionerende udgivelsesmuligheder; det gør enhver til potentiel udgiver af egne tanker, holdninger eller synspunkter. Denne tendens er med til at gøre det bestandig sværere at skelne mellem offentligt og privat. Med weblogen som eksempel viser artiklen, hvordan det politiske domæne hermed udvides, hvordan det private i stigende grad offentliggøres – og dermed i virkeligheden politiseres. Så er det bare spørgsmålet hvem, der læser, lytter eller kigger med, når den private borger giver sig i kast med sit politiseringsprojekt.
Teksten er en bearbejdet og oversat version af Linaas bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder.

Demokratiet, civilsamfundet og de nye medier

Artikel af Niels Ole Finnemann: I denne tekst vises det igennem en række konkrete nedslag i medieverdenen, hvorledes internettet har haft stor betydning for det politiske liv. Det belyses bl.a., hvorledes det i dag spiller en stor rolle i forskellige valgkampsstrategier, en stadig større rolle for de gamle mediers strategier og ikke mindst spiller det en betydningsfuld rolle som medie for mange typisk mindre debatmiljøer.

Taberen i denne udvikling er den ”fælles” politiske debat om samfundets fælles anliggender, eller rettere størrelsen af det publikum, der overværer elitens indbyrdes diskussion herom i de gamle medier.

Denne udvikling udgør ikke et demokratisk tilbageskridt, idet centralisme aldrig har været et mål i sig selv. Det er snarere udtryk for, at den stadigt større veluddannede middelklasse, har tillid til velfærdstaten og overskud til at forfølge deres egne dagsordener.
Internettets enorme succes beror netop på, at det er det medie, der bedst modsvarer netop det behov hos den veluddannede middelklasse.

Internettet og den demokratiske offentlighed

Artikel af Henrik Kaare Nielsen: I denne artikel undersøger Henrik Kaare Nielsen internettets potentiale som et offentlighedsdannende medie, der vil kunne styrke det deliberative demokrati, hvor den enkelte borger deltager aktivt i den almene offentlige meningsdannelse.

Det afgørende spørgsmål, der undersøges og belyses, er, hvorvidt internettet lægger op til en selvforståelse og en ageren hos individet som henholdsvis samfundsborger eller forbruger.

For at besvare det spørgsmål pointeres det, hvorledes det nye praksisrum, som internettet åbner, på samme måder som alle andre sociale praksisrum er gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem stat, marked og civilsamfund omkring hvilke principper, der skal være dominerende for handlen og ageren i det pågældende rum.

Samme konflikt gør sig gældende i forhold til den form for individuel ageren som selve mediets karakteristika med sine kommunikationsmuligheder lægger op til.
Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som forbruger, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ.

Et kritisk blik på nye offentligheder – uden kritisk teori

Denne artikel skitserer rammerne for forskningspublikationen ”Nye offentligheder” under forskningsnetværket MODINET.
Artiklens argumentation har tre led. Først diskuteres muligheden for et kritisk engagement i analysen af aktuelle offentligheder udenom den – i offentlighedsdebatten – dominerende kritiske teori og dennes metodologiske program. Vores påstand er her, at den fremherskende tendens til at sætte lighedstegn mellem offentlighed, demokrati og emancipation baseret på mere eller mindre sofistikerede ideer om magt- eller herredømmefrihed, på en og samme tid gør offentlighedsperspektivet irrelevant som magtkritik og som redskab til at identificere nye former for frihedspraksis og demokratisk innovation. Dernæst søges det at skitsere en generel offentlighedsmodel som alternativ til den implicitte eller eksplicitte generalisering af den borgerlige offentlighed, der ofte præger debatten. For det tredje diskuterer vi forholdet mellem offentlighed og politisk autoritet med udgangspunkt i en offentlighedens mediering mellem regime og kultur på den ene side – og individ og institution på den anden.

Hvordan skal de udstødte protestere?

Interview med Axel Honneth: Hvordan kan man i dag forandre samfundet, så der bliver plads til anerkendelse for alle? Hvad er efter klassekampen de afgørende politiske brudflader i de vestlige samfund? Interview med den store tyske socialfilosof Axel Honneth, der som leder af Institut for Socialforskning i Frankfurt tænker videre fra Adorno, Marcuse og Habermas.

World wide web og den danske kunstscene 1995-2005

Artikel af Andreas Brøgger: Den følgende tekst er et uddrag af en artikel om nettets rolle og betydning i danske kunstsammenhænge fra midt i 1990erne og frem til i dag. Den endelige artikel vil optræde i en antologien Vi elsker din computer, der er under udgivelse på Det kgl. danske Kunstakademi (red. Jacob Lillemose) med tekster af danske og internationale kunstnere og teoretikere om netkunst.

Litteraturen møder internettet – og du er inviteret!!

Interview med Christian Yde Frostholm, Thorkild Haughøj og Nicolai Knudsen: Litteraturen har, som mange andre kunstformer, fundet vej ud i cyberspace, hvor den er begyndt at mutere i nye genrer, der kan indfanges med begrebet ’netlitteratur’. Turbulens har sat tre eksperter stævne til en diskussion om nye litterære genrer på internettet. Vi har mødt Christian Yde Frostholm, digter og en af grundlæggerne af websitet Afsnit P, og Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen, forfattere af bogen ”Når nye medier fortæller”.

Leder: Kapitalisme og Humanisme

Med denne udgave af Turbulens.net sættes der fokus på to ismer, der oftest tænkes i opposition til hinanden. Den kyniske kapitalistiske maskine, hvori alt omsmeltes og alle forskelle nivelleres til den ene: prisforskellen. Og humanismen, der karakteriserer dels en levemåde, der skal fremme det enkelte menneskes dannelse frem imod det gode, det sande og det skønne, og dels det studium, hvis emne er videnskaben om det menneskeskabte i form af litteratur, sprog, retorik og meget andet godt. Kort sagt pengene eller mennesket som altings målestok.

Mission Irak

Samtale mellem Das Beckwerk og Mikkel Bolt Rasmussen: Dette er resultatet af en samtale fra efteråret 2006. Das Beckwerk i gang med forberedelserne til deres på det tidspunkt forestående Iran-mission. Af hensyn til missionen, har vi ikke kunnet publicere teksten før nu.
Det blev bl.a. til en snak om to usunde mormoner ved navn Thomas og Claus, heroiske B-film, Foucault i Iran og spørgsmålet om muligheden for den Store Bevægelse – den store revolution i Iran.

Glashuse og åbenhedens dogmatik

Interview med Marie Stender: De præstigefyldte byggerier med glasfacader, store åbne rum og glaselevatorer kan ses som en sammensmeltning af kapitalismen og humanismen. De signalerer ikke blot økonomisk overskud, men udtrykker samtidig de moderne livs- og virksomhedsværdier: åbenhed, gennemskuelighed og fleksibilitet. Men i kølvandet på den visuelle åbenhed følger også nye former for afgræsning, kontrol, og selvkontrol.

Virksomheden mellem etik og økonomi

Artikel af Jacob Dahl Rendorff: Den moralske oprustning, man i øjeblikket kan se virksomhederne gennemføre, virker måske overraskende, men skal i virkeligheden ses som en naturlig konsekvens af den sammenhæng, der altid har været mellem økonomi og religion. Jacob Dahl Rendorff viser her, hvorledes betoningen af det religiøse indhold i to af det 20. århundredes væsentligste økonomiske teoridannelser, hhv. Chicago-skolen og Cambridge-skolen, kan give fornuftge forklaringer på virksomhedernes nutidige behov for etisk og moralsk legitimering

Humanisme og kapitalisme – til døden jer skiller

Artikel af Finn Janning: På trods af de mange fordele ved partnerskabet mellem humanisme og kapitalisme advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.

Evig revolusjon

Artikel af Thomas Frank: Frigørelsesmarkedsføringen i 1990erne var vellykket fordi den udgav sig for at være kritisk diskurs. Men en af de mest sejlivede myter i \”Kulturkrigene\” som har foregået i mere end 30 år i USA, er den som siger at ungdommens modkulturer besidder overskridende kræfter. Teksten er på norsk.

Close your eyes

Artikel af Mette Kia Krabbe Meyer: Inden for det sidste århundrede har reklamefotografiet optrådt som det ideelle medium til at give varer et selvstændigt liv og camouflere arbejderes kummerlige vilkår. Forbrugere før og nu kan vælge at synke hen i reklamens drømmende fantastik eller åbne det ene øje på klem for den virkelige verden, hvor varen skabes.

Talende Volumener

Brandon LaBelle er lydkunstner, kurator og forsker. I denne artikel argumenterer han for, at man ikke kun bør fokusere på de sanselige og æstetiske egenskaber ved lyd, når man diskuterer lydkunst i offentlige rum, men at man i lige så høj grad bør forholde sig til lyds evne til at genere, forstyrre og forarge. Denne evne – som især forstærket lyd besidder – giver lydkunst en særlig intervenerende kraft, der i sidste ende har både individuelt og socialt konstituerende værdi.

Fra tanke til faktura – eller fra universitet til undervisitet

Universitetets humanistiske fag har gennem de sidste 100 år været præget af tre idealsæt: først Aristokratiets, siden Adornos og nu Arlas. Først skulle humaniora være elitært, kosmopolitisk og unyttigt. Siden skulle det være folkeligt, politisk og kritisk. Og nu skal det være effektivt, nyttigt og underholdende. Hans Hauge viser her, hvordan tanken om det kritiske universitet i dag er anakronistisk, hvordan grundforskning er blevet grundfosning, og hvordan universitetet er blevet et undervisitet – og måske dermed endelig borgerligt.

Kapitalisme og Ånd

Artikel af Anders Fogh Jensen: Med udgangspunkt i Luc Boltanski og Eve Chiapellos hovedværk om kapitalismen Le nouvel esprit du capitalisme leder Anders Fogh Jensen i det følgende læseren gennem kapitalismens 500 år gamle historie, for her igennem at lede efter nogle af svarene på kapitalismens formidable overlevelsesevne og uomgængelige succes.

Tyrkisk politik – religion, konspiration og et tyrkisk alternativ til EU?

Interview med Mustafa Akyol og Kerim Balci 1: Første del af et interview med de to tyrkiske intellektuelle, Mustafa Akyol og Kerim Balci. Akyol er historiker og skribent, mens Balci er politolog og journalist, tilknyttet den engelske avis The Independent og det tyrkiske Zaman. I denne første del af interviewet kommer de ind på så forskellige emner som minoriteter i tyrkisk politik, tyrkiske konspirationsteorier og tyrkisk EU-skepsis.

Bagdad Road og Æsler på Sletter

Som de eneste i Danmark var Superflex, som består af Rasmus Nielsen, Bjørnstjerne Christiansen og Jakob Fenger, inviteret til at deltage i Istanbul Biennalen 2005. Kunstnerkollektivet medvirkede med projektet 1000 Istanbul Biennial posters distributed in Copenhagen, som de skabte i samarbejde med kunstneren Jens Haaning. Med det projekt undersøger de bl.a. forholdene mellem Tyrkiet, Danmark og EU og problematiserer nogle af Vesteuropas gængse forestillinger om Tyrkiet.

Hvad er tyrkisk kunst?

Tyrkisk kunst er et enestående konglomerat af østlige og vestlige strømninger, religiøse såvel som sekulære, der er blevet blandet sammen igennem flere århundreder. Markus Bogisch er kunsthistoriker og ansat som ekstern lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

På et hav af bobler

Interview med Gül Kozacioglu: Gül Kozacioglu er opvokset i København, men har boet og arbejdet i Istanbul siden 2000. Hun er billedkunstner og interesserer sig levende for Istanbuls væsen og kompleksitet – i dag som tidligere – og for kulturelle forskelle i perception og forståelse. I dette interview med Turbulens uddyber Kozacioglu, hvilke forskelle og ligheder mellem dansk og tyrkisk kultur, der har påvirket hende som kunstner.

Tabuer i Tyrkiet

Interview: Turbulens.net har mødt udstillingsaktuelle Canan Senol. I Canan Senols univers optræder den nøgne krop på uanstændige måder, mens dukker begår seksuelle overgreb og torturofre beskriver hvilke fysiske og psykiske lidelser, de er blevet påført. Denne artikel introducerer Şenols kunst med udgangspunkt i tre kulturelle tabuer, hun ofte beskæftiger sig med: religionens, familiens og retssystemets magt over individet.

Fra toppen af minareten

Her bringes et essay om Istanbul set gennem en udvekslingsstuderendes øjne. Med sine studier i moderne tyrkisk litteratur, især i Orhan Pamuks forfatterskab, som bagage begiver stud.mag. Jesper Moll sig ud i Istanbuls modsætningsfyldte byrum. Han beskriver forskellige kendetegnende lokaliteter i Istanbul, gengiver sine personlige oplevelser af byen og præsenterer samtidig et Istanbul set gennem Pamuks romaner, der for hovedparten har denne paradoksernes storby som et betydningsfuldt omdrejningspunkt. Essayet indeholder også betragtninger over Pamuks ny bog om Istanbul og en mindre analyse af hans hovedværk Den sorte bog.

Den vestlige smerte

Orhan Pamuks nye bog om Istanbul skildrer ikke blot hans erindring af barndommen og lokalhistorien, men har også et større sigte, da bogen først og fremmest handler om Europa i Tyrkiet og om tyrkernes billeder af Europa. Henning Goldbæks analyse sætter blandt andet fokus på et centralt begrebspar, melankoli-harmoni, der danner en særegen ’hemmelig symmetri’ i Pamuks Istanbul-bog. Erindringen hos Pamuk er ramt af denne hemmelige symmetri, da der ikke er tale om en nostalgi eller en rekonstruktion, men om en fragmentering af erindring til erindringsstumper, der hele tiden dukker op som noget ukendt, farligt og truende. Bogen tematiserer en skepsis overfor fremskridtet og en længsel efter Europa, for det moderne Istanbul befinder sig stadig i et tomrum, en limbotilstand, efter det osmanniske riges undergang og før Tyrkiets genintegration i Europa i den nærmeste fremtid.

Tyrkiet: Reislamisering og europæisering?

Hvordan ser det ud med forestillingen om islam som demokratiets og vest-integrationens værste modstander i Tyrkiet? Ifølge Dietrich Jung må den revideres kraftigt sammen med andre forsimplede forestillinger om forholdet mellem religion, politik og modernisering i Tyrkiet. Jung udfolder en historisk anlagt analyse af Tyrkiets udvikling fra Kemal Atatürks sekulære bestræbelser og op til den i dag førte politik. Herunder gør han op med den gængse dikotomiske tænkning, der postulerer, at mere religion altid er lig med mindre modernitet. Han påviser desuden, at genetableringen af religiøse symboler og religiøs retorik i Tyrkisk politik og offentlighed ikke skal opfattes som et tilbageskridt i forhold til demokrati og europæisering, men som et nødvendigt og legitimt led i landets gradvise moderniseringsproces. Dietrich Jung er politolog med forskningsområde inden for islam og politisk videnskab, ph.d. i politisk videnskab og seniorforsker på DIIS.