Category: Artikler

Offentligheden er blevet til mange offentligheder, der fungerer på nye og forskellige måder og forbinder sig på kryds og tværs. Resultatet af disse nyskabelser og sammenkoblinger af offentligheder kan synes uoverskueligt og svært at få greb om. Ikke mindst når dets betydning for måden vores demokrati fungerer på tages med i betragtningen. Det er ikke desto mindre det vi vil forsøge med denne udgave af turbulens.net

Artikel af Henrik Kaare Nielsen: I denne artikel undersøger Henrik Kaare Nielsen internettets potentiale som et offentlighedsdannende medie, der vil kunne styrke det deliberative demokrati, hvor den enkelte borger deltager aktivt i den almene offentlige meningsdannelse.

Det afgørende spørgsmål, der undersøges og belyses, er, hvorvidt internettet lægger op til en selvforståelse og en ageren hos individet som henholdsvis samfundsborger eller forbruger.

For at besvare det spørgsmål pointeres det, hvorledes det nye praksisrum, som internettet åbner, på samme måder som alle andre sociale praksisrum er gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem stat, marked og civilsamfund omkring hvilke principper, der skal være dominerende for handlen og ageren i det pågældende rum.

Samme konflikt gør sig gældende i forhold til den form for individuel ageren som selve mediets karakteristika med sine kommunikationsmuligheder lægger op til.
Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som forbruger, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ.

Artikel af Niels Ole Finnemann: I denne tekst vises det igennem en række konkrete nedslag i medieverdenen, hvorledes internettet har haft stor betydning for det politiske liv. Det belyses bl.a., hvorledes det i dag spiller en stor rolle i forskellige valgkampsstrategier, en stadig større rolle for de gamle mediers strategier og ikke mindst spiller det en betydningsfuld rolle som medie for mange typisk mindre debatmiljøer.

Taberen i denne udvikling er den ”fælles” politiske debat om samfundets fælles anliggender, eller rettere størrelsen af det publikum, der overværer elitens indbyrdes diskussion herom i de gamle medier.

Denne udvikling udgør ikke et demokratisk tilbageskridt, idet centralisme aldrig har været et mål i sig selv. Det er snarere udtryk for, at den stadigt større veluddannede middelklasse, har tillid til velfærdstaten og overskud til at forfølge deres egne dagsordener.
Internettets enorme succes beror netop på, at det er det medie, der bedst modsvarer netop det behov hos den veluddannede middelklasse.

Artikel af Jacob Linaa Jensen: Internettet er måske ikke den nye tidsalders revolutionære agent i demokratiets tjeneste, men det indeholder revolutionerende udgivelsesmuligheder; det gør enhver til potentiel udgiver af egne tanker, holdninger eller synspunkter. Denne tendens er med til at gøre det bestandig sværere at skelne mellem offentligt og privat. Med weblogen som eksempel viser artiklen, hvordan det politiske domæne hermed udvides, hvordan det private i stigende grad offentliggøres – og dermed i virkeligheden politiseres. Så er det bare spørgsmålet hvem, der læser, lytter eller kigger med, når den private borger giver sig i kast med sit politiseringsprojekt.
Teksten er en bearbejdet og oversat version af Linaas bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder.

Artikel af Thomas Olesen: Den såkaldte Muhammedsag viste med al mulig tydelighed, at medier ikke begår sig indenfor en lukket, national offentlighed. Thomas Olesen benytter i denne artikel sagen til at sætte spot på det, han kalder ”den porøse offentlighed”, som er betegnelsen for den gennemsigtige offentlighed, der påvirkes både udefra og indefra.
Offentligheder opererer altid indenfor en kommunikativ infrastruktur, som tidligere var stort set identisk med de traditionelle, top-down, nationale makromedier.
I takt med, at decentrale (ofte digitale) bottom-up mikromedier overtager den kommunikative infrastruktur, begynder offentlighedernes nationale rammesætning at smuldre bort.
Denne porøsitet forstærkes naturligvis af, at flygtninge og indvandrere i DK via mikromedieret kontakt med ”hjemlandet” bidrager til at øge ekstern indflydelse på den tidligere relativt lukkede, danske offentlighed.
Selvom offentlighederne stadig er nationalt definerede (i udgangspunktet), kan man således efterhånden begynde at tale om en ”transnational offentlighed” eller en ”global bevidsthed”.

Artikel af Søren Steen Olsen: Politik er i medier og daglig tale noget, der foregår i dertil indrettede institutioner. Nationalt, lokalt og overnationalt. Det vil det også være fremover, men der er en meget interessant udvikling i gang, hvor den formelle politik i stigende grad bliver suppleret og til tider udfordret af nye former for politik, der foregår andre steder. Søren Steen Olsen hævder i denne artikel, at politik er ved at blive til gør-det-selv politik.

Artikel af Manuel Castells: Bagtalelse og rygtespredning er blevet den dominerende politiske kunst, hvilket har medført mord på folkevalgte, massive regeringskriser og manglende tillid fra befolkningen. To tredjedele af planetens indbyggere, oplever at de ikke føler sig repræsenteret af deres regeringer. Ifølge Manuel Castells, der har professorater i kommunikation, teknologi og samfund ved universiteter i USA og Spanien, er en ny enestående social kommunikationsform i færd med at opstå. Den er både politisk og et massemedie – men skabes, modtages og erfares individuelt. Disse masseindividuelle kommunikationsformer synes at udgøre en konstruktion af nye politiske former. Det er dog stadig for tidligt at sige, hvor disse leder os hen.

Artikel af Vibeke Norman Andersen: Vibeke Normann Andersens tekst er en bearbejdet og oversat version af hendes bidrag til det store forskningsprojekt om nye offentligheder under Modinet.Målet for hendes analyse er den stigende tendens fra de offentlige myndigheders side til at offentliggøre de enkelte serviceinstitutioners præstationsresultater, sådan som vi f.eks. ser det med folkeskolernes gennemsnitskarakterer.

Bag denne tendens til åbenhed og gennemsigtighed gemmer, der sig flere rationaler. Et demokratisk rationale går ud på, at man hermed informerer og myndiggører borgerne. Samtidig repræsenterer det en ny styreform, ligesom der introduceres en ny borgermodel, nemlig brugeren eller forbrugeren.

Artikel af Anker Brink Lund og Gitte Meyer: I denne tekst forsøges det at vise, at en normativ teori om det medierede demokrati må betragte journalister som professionelle framers og plejere af den offentlige mening og common sense, der gør offentlig brug af interviews, storytelling og praktisk ræsonnement.
Ifølge denne tekst er der nemlig ikke nogen automatisk mekanisme ifølge hvilken, magtudøvelse altid udelukker offentligt ræsonnement.

Hvis offentligheden overhovedet er blevet en spøgelsesoffentlighed, som det ofte hævdes, skyldes det snarere, at journalistikken har annekteret naturvidenskabens og ingeniørfagets erkendelsesmæssige paradigmer (moderniserede opdateringer af de klassisk græske episteme og techne) og det dertilhørende normative ideal om objektivisme.
Journalistikken har altså udviklet en position, der a priori udelukker almindelige menneskers opfattelser af virkeligheden, fraskriver politikeres holdninger som subjektivt spin af særinteresser og generelt hylder de ”objektive” eksperters sagkundskab. Dette er et alvorligt problem for det medierede demokrati, fordi mange politiske problemstillinger slet ikke lader sig forstå af episteme eller techne, men af den praktiske rationalitet, phronesis. Journalister bør med andre ord betjene sig af kløgt og common sense – og ikke læne sig op ad den objektive viden eller videnskab.

Artikel af Christian Koch: Via syv velkendte eksempler fra den danske debat og en tour de force gennem argumentationens filosofi argumenterer Christian Kock for at der er brug for adfærdsregler i den offentlige debat. Alt for ofte tales der bevidst forbi hinanden. Standpunkter fordrejes eller \”opfindes\” ligefrem til skade for såvel sagen som tilhører eller vælger. Derfor må offentlig debat tjene til at belyse de relevante argumenter i en sag. Ikke for at debattørerne selv skal nå frem til en konsensus, hvilket hverken kan eller skal forlanges men derimod for tilhørernes skyld. Reglerne skal altså tjene til sagens oplysning og dermed hjælpe vælgerne til at træffe mere kvalificerede valg.

Artikel af Kerstin Bergendal: Spørgsmålet om billedkunstens rolle i det offentlige rum er stadigt aktuelt. Kerstin Bergendal giver her sine personlige overvejelser til kende, når hun med en særlig poesi fletter refleksioner om det offentlige rum som et operativt rum sammen med forestillinger om det offentlige rum som en æstetisk abstraktion.

Artikel af Mikkel Bolt: The Artist Placement Group (APG) opstod i London i 1960`erne. Gruppen forsøgte via en række eksperimenterende praksisser at redefinere kunstnerens rolle indenfor en bredere social kontekst ved at placere \”tilfældige personer\” i virksomheder og offentlige institutioner. Mikkel Bolt beskriver i artiklen APG`s forsøg på at skabe en anden offentlighed hinsides den traditionelle kunstneriske offentlighed. Det viser sig at APG`s mere eller mindre succesfulde forsøg på at indsætte kreativitet i produktionsprocessen er vendt tilbage i det kapitalistiske systems behov for fleksibel produktion og mantraer om autenticitet, netværk og selvstyring. Denne forbindelse mellem 1960`ernes eksperimenterende kunst og kapitalen er derfor et nødvendigt udgangspunkt for formuleringen af et modstandsparadigme, der er på højde med den samtidige situation.

Artikel af Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen: Den ny kompositionsmusiks vilkår og fremtid er et tilbagevendende tema i diskussioner inden for det danske musikmiljø og sammenfattes ofte under den populære overskrift: publikumskrise. Der er bred enighed om værkernes kunstneriske kvaliteter, men Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen argumenterer her for, at den klassiske koncertform – der stadig karakteriserer koncerter i det 21. århundrede – begrænser den nykomponerede kunstmusiks rækkevidde som nutidigt offentligt fællesskab.
Muligheder

Brandon LaBelle er lydkunstner, kurator og forsker. I denne artikel argumenterer han for, at man ikke kun bør fokusere på de sanselige og æstetiske egenskaber ved lyd, når man diskuterer lydkunst i offentlige rum, men at man i lige så høj grad bør forholde sig til lyds evne til at genere, forstyrre og forarge. Denne evne – som især forstærket lyd besidder – giver lydkunst en særlig intervenerende kraft, der i sidste ende har både individuelt og socialt konstituerende værdi.