Forskning og samtidskritik
Leder du efter noget? Søg i toppen eller gå på opdagelse i de mange artikler, anmeldelser og interviews Turbulens har udgivet siden år 2000.
“En lille bog om hjemløshed” af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet.
Friedrich Wilhelm Joseph Schellings “Den transcendentale idealismes system” fra 1800 er både en kraftpræstation af en purung filosof, et af hovedværkerne inden for den såkaldt ‘tyske idealisme’ samt en labyrint af begreber, dristige teser og indforståede diskussioner. Men jo mere man kaster sig ud i Schellings filosofiske vokabular og argumentrækker, jo mere får man også et interessant indblik i et helt verdenssyn sat i system.
Hvad er demokrati egentlig for noget i dag? Ifølge en række af politiske teoretikere inden for den brede tradition, der ofte kaldes ’radikalt demokrati’, er både demokrati og repræsentation meget mere end f.eks. folketingsvalg. Turbulens har interviewet Lasse Thomassen fra Københavns Universitet for netop at blive klogere på denne tradition og på, hvordan man kan bruge radikalt demokrati til at forstå sådan noget som populisme i nyere tid.
Med “Konfucius – samlede samtaler” er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der ikke kan undgå at vække til eftertanke for enhver vestlig læser.
Har vi ret til at udøve voldelig opstand overfor staten? CPH:DOX-filmen Un pays qui se tient sage (engelsk titel: The Monopoly of Violence) undersøger spørgsmålet om statens voldsmonopol med afsæt i gadekampene under De gule vestes opstand i Frankrig. Nicolai von Eggers har skrevet en analyse.
Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk. Dette råder den nye antologi “Samtidens idéhistorie” til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie.
Som modsvar til alt lige fra budgetnedskæringer, fremdriftsreformer, ensidige pensumplaner samt etnisk og seksuel diskrimination, har vi på tværs af klodens kontinenter kunne bevidne en opblomstring af kritiske studenterbevægelser i løbet af det seneste årti. I et nyt etnografisk forskningsprojekt, med titlen “Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements”, undersøger en række forskere denne opblomstring i Danmark, Storbritannien og USA. Turbulens har talt med antropolog Gritt B. Nielsen, som leder forskningsprojektet, om de aktivistiske studerendes bevæggrunde.
Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold.
Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims “Om den sociale arbejdsdeling” fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund.
Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain.
“Forbundne arters manifest” er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som “The Companion Species Manifesto” er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag.
Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer.
Hvad ville der være sket med vores verden, hvis ikke europæisk kolonialisme var indtruffet — eller ikke var indtruffet på den måde, den nu engang indtraf? Nogenlunde sådan lyder det spørgsmål, som Det Fragmentariske Institut for Komparative Tidslinjer (FIKT) kollektivt har arbejdet på at undersøge over de seneste godt tre-fire måneder, i vinter og det tidlige forår 2021. Det konkrete resultat af disse undersøgelser tager form som et museum for nordiske skov-bønder med en udstilling af artefakter, der giver indsigt i betydningen af lokale stridigheder, såvel som brændenælder og deres bredere skovomgivelser, for bøndernes levevilkår.
”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp.
Virksomheders samfundsansvar er i en mere og mere globaliseret verden blevet et både kompliceret og forvirrende spørgsmål. For giver det egentlig teoretisk mening at tale om virksomheders samfundsansvar – og hvis ja, i hvilken forstand? Turbulens har interviewet Kristian Høyer Toft i anledning af hans nyudgivne bog ”Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation” (Routledge, 2020) omkring virksomheders politiske rolle i samfundet.
Skolens socialiserende og opdragende funktion søger at forberede elever til at kunne indgå som demokratisk engagerede borgere, når de engang skal ud i samfundet. Et fremtidsperspektiv, som f.eks. findes i statsdefinerede læringsmålstyrede tiltag. Denne artikel identificerer og udfordrer en problematik i en nuværende pædagogisk og didaktisk diskurs: At undervisning arbejder i umiddelbart kort- og middelsigtede rationaler, som relaterer sig til elevens aktuelle situation.
Forholdet mellem lovgivning og moral er i dag ikke ligetil og har formodentlig aldrig været det. For hvis vi ikke bare som udgangspunkt bør lovgive én til én i forhold til, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, hvordan bør lovgivningen i et givent samfund så være i forhold til vores moralske standarder? Turbulens har sat filosof Jens Damgaard Thaysen i stævne til en snak om de normative perspektiver på forholdet mellem lov og moral.
Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?
Der er et væld af emner at tage fat på, når man vil forsøge at belyse musikkens plads i det menneskelige samfund og forholdet mellem musik og hjerne. De emotionelle aspekter er for mange er den drivende kraft for at beskæftige sig med musik. Med udgangspunkt i et andet perspektiv vil denne artikel dog overvejende fokusere på vores kognitive evne til at håndtere de komplekse rytmiske strukturer, der ligger til grund for musik. Den vil forsøge at argumentere for, at de neurale mekanismer, der sandsynligvis muliggør evnen til at klappe i takt, er grundlæggende for hjernens funktion, og at musik slet ikke ville eksistere i vores samfund, hvis ikke vi havde denne evne. Og så bruger den corona-krisen som konkret eksempel på, hvordan musikken bogstavelig talt kan bringe os på bølgelængde, selv på afstand.
Den franske revolution siges nogle gange at være revolutionen over alle revolutioner, men alligevel er der meget af den politiske tænkning fra denne turbulente periode, som stadig mangler at blive udforsket nærmere. For hvad er egentlig den franske revolutions ’arv’ til os i dag med hensyn til idéer og forestillinger om moderne politik og særligt republikanisme? Dette arbejder idéhistoriker Nicolai von Eggers med at belyse i et bogprojekt om fransk revolutionær tænkning og de måder, hvorpå republikanisme blev udtænkt og diskuteret på i disse år. Turbulens har mødt von Eggers til en samtale om den franske revolutions politiske idéer – idéer, der stadig er yderst relevante for nutidens diskussioner om f.eks. repræsentation, borgerskab og demokrati
Ifølge nye kognitionsteorier om distribueret tænkning lærer mennesker gennem helkropsoplevelser. Det har givet god mening for jæger/samleren, men hvordan ser det ud for det moderne menneske, der ikke mere lever i tæt kontakt med natur? Ifølge teorier som ART (Attention Restoration Theory) stimulerer det ikke-menneskeskabte miljø vores opmærksomhedssystem på en anden måde end det menneskeskabte. Naturen indeholder et særligt potentiale for at berige det moderne menneske med sansebærende, kognitive aktiviteter og oplevelser – og her kan smartphoneteknologien være en ny metode til at hjælpe særligt de naturuvante børn.
Selv hvis vi ikke selv bruger udtrykket, har de fleste af os en vis idé om, hvad et ’moralsk fremskridt’ går ud på. Det kunne f.eks. være afskaffelsen af slaveriet eller indførelsen af stemmeret til kvinder. Men er enhver forandring i vores moralske kompas over tid en god forandring, som mange ellers vil mene, at førnævnte eksempler peger på? Og hvad sker der egentlig, når selve vores moral forandrer sig? I anledning af hendes nyudgivne bog ”Moral Change – Dynamics, Structure, and Normativity”, der handler om sådanne spørgsmål, har Turbulens taget en snak med filosof Cecilie Eriksen om det nogle gange forstyrrende og andre gange befriende faktum, at vores moralske idéer, idealer og principper har forandret sig – og stadig gør det den dag i dag
Ifølge de fleste er etikkens rolle og ambition hovedsageligt at give os teoretisk velbegrundede svar på, hvordan vi bør handle. Alligevel synes de ’svar’, som moralfilosofien gennem tiderne har leveret, at være svære at omsætte til konkret handling og forstå ud fra de forskellige kontekster, som vi hver især lever i. Dette stiller derfor et overordnet spørgsmål: Hvad skal vi med etik i dag? Turbulens har i anledning af en nyudgivet artikel, hvori hun argumenterer for en mere kontekstuel tilgang til etik, snakket med filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen om etikkens relevans og fremtid.
Drømme er et besynderligt fænomen – det er de fleste drømmeforskere enige om. I denne artikel præsenterer filosof Melanie Rosen, hvor langt hjerneforskningen er kommet i forhold til at sige noget substantielt om, hvad drømme er, hvordan de fungerer, og om det nogensinde bliver muligt at udlede indholdet af drømme ved at se direkte ind i hjernen – og hvad vi ville kunne bruge det til. Det viser sig, at vi endnu mangler pålidelige måder at studere drømme på, selvom vi har set en række exceptionelle fremskridt de senere år.
Positiv særbehandling er ikke et stort emne i den danske offentlighed sammenlignet med f.eks. den amerikanske debat om afroamerikaneres stilling i uddannelsessystemet. Men spørgsmålet er, om det bør være sådan? Dette afhænger ikke bare, om der er grupper i samfundet, som har brug for denne slags tiltag, men også af om positiv særbehandling i det hele taget kan retfærdiggøres – en problematik, som er relateret til større filosofiske spørgsmål omkring diskrimination, lighed og retfærdighed. Turbulens har i den anledning taget en snak med filosof Kasper Lippert-Rasmussen om argumenter for og imod positiv særbehandling, samt hvad det egentlig er for en type praksis.
Filmkunstens påvirkning på krop og sind er ikke kun blevet et interessefelt for filmskabere, men også neuroforskere. Gennem nye teknologiske målinger af hjerneaktivitet har vi fået indsigt i det neurologiske fundament for menneskers empatiske indlevelse under filmvisninger. Det har ført til etableringen af neurocinematics – et spirende forskningsfelt, som blandt andet omhandler, hvordan filmiske virkemidler kan påvirke og udvide vores æstetiske dømmekraft og oplevelsesevner. I den forbindelse har Turbulens været i dialog med neuroforsker Katrin Heimann, som fra et empirisk og filosofisk grundlag har undersøgt vores naturlige og kulturelle perceptionsformer i relation til specifikke kamerabevægelser. Fra spejlneuroner over Steadicam-teknikker til virtual reality fortæller Heimann, at vi i kraft af moderne filmkunst har indlært særlige redigeringsregler i vores kropsskemaer, som går hinsides vores perceptuelle natur, og som gennem nye æstetiske oplevelser kan mobilisere politiske beslutninger.
Efter en særdeles turbulent historie igennem det 20. århundrede er marxisme som akademisk forskningsfelt og tradition inden for de sidste årtier blevet mere og mere populær igen. Et særligt vigtigt spørgsmål i den forbindelse handler om, hvilken kropsopfattelse der egentlig følger af marxismen. Dette spørgsmål beskæftiger filosof Søren Mau sig med i sin forskning. Marx’ forståelse af menneskekroppen kan nemlig bruges ifølge Mau til at fortolke alt lige fra forandringer i samfundsproduktion til politiske kampe – og ikke mindst hvorfor vi mennesker er historiske væsener.
Digitalisering, befolkningstæthed og -tilvækst i urbane områder er blot få eksempler på, at den daglige tilværelse i storbyen spiller en stor rolle for menneskers stress og mentale sundhed. Det turbulente byliv stiller nye krav til behandlingen af mentale lidelser, hvilket har givet anledning til stiftelsen af det internationale forskningscenter Urban Brain Lab. Ved at kombinere gamle forskningstraditioner fra sociologien og nyeste fund fra neurovidenskaberne undersøger centret, hvorvidt bylivets praksisser og påvirkninger er målelige på hjernens niveau. Men hvordan kan et tværvidenskabeligt blik på hjernen give os nye indsigter i urban sundhed og udviklingen af psykiatriske problemer?
Som startskuddet på en ny artikelserie om Hjernen har Turbulens interviewet centerleder Nikolas Rose, som argumenterer for, at en forståelse af hjernen som legemliggjorte ‘stier’ i det stressende miljø er den optimale tankemodel for vores psykiatriske fremtid.
Det synes at være en selvfølgelighed for mange, at vi som samfund bør beskytte privatlivets fred. Alligevel er det ofte uklart, hvad dette betyder i praksis – særligt i forbindelse med det enorme ’udsalg’ af personlige informationer, som finder sted hver eneste dag, når vi tillader, at virksomheder som Facebook og Google kan anvende vores data i bytte for, at vi må bruge deres platforme. Turbulens har i anledning af en snarligt udgivet artikel om netop markeder med køb og salg af personlige informationer interviewet filosof Jakob Thrane Mainz, som arbejder med normative spørgsmål omkring dataetik og privatlivsteori til dagligt.
Tortur synes for mange at være et ubetinget onde. Alligevel finder tortur sted hver eneste dag verden over. Selv i vestlige lande har der de seneste årtier været løbende diskussioner om, hvorvidt tortur kunne retfærdiggøres i ekstreme situationer – særligt i forbindelse med den såkaldte ’krig mod terror’. Turbulens har i den forbindelse interviewet filosof Morten Dige, som i flere år har beskæftiget sig med tortur som en etisk og politisk problematik. I 2016 udgav han bogen Tortur i Aarhus Universitetsforlag’ populære bogserie Tænkepauser. Som Dige forklarer, er det nemlig stadig vigtigt i 2021 at tage torturen op til kritisk diskussion – og til fordømmelse.
En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation.
Åbenhed og demokrati er begreber, der ofte diskuteres i forbindelse med politiske institutioner og de magthavere, som er valgt til at varetage disse. Men hvad med den magt, som enhver vælger udøver ved at gå ned i stemmeboksen og stemme til forskellige typer af valg? I sin snarligt udgivne afhandling diskuterer filosof Rasmus Uhrenfeldt, om den hemmelige stemmeafgivning, som vi f.eks. kender til den i dag ved nationale valg, egentlig er den bedste løsning. Turbulens har taget en snak med Uhrenfeldt om demokratiidealer, vælgeres ansvar og argumenterne for at indføre en mere åben form for stemmeafgivning end i dag.
Ofte tager vi eksistensen af politik for givet. Politik er i det perspektiv den form for praksis, som er konstant til stede inden for den offentlige debat og i de forsamlinger, råd og parlamenter, som vi netop kalder for ‘politiske’. Men samtidig kan vi også tale om politisering og afpolitisering, om at politik både opstår og forsvinder igen inden for visse omstændigheder. I følgende essay argumenterer Andreas Beyer Gregersen for, at vi bør nuancere vores brug af politikbegrebet. I stedet for blot at skelne mellem politik og det ‘apolitiske’ giver det nemlig mening at anvende en adskillelse mellem mikropolitik og makropolitik som to forskellige måder, hvorpå politik manifesterer sig på. Dette giver især mulighed for at forstå og diskutere ‘det mikropolitiske moment’, som er den situation, hvor det politiske rum stadig har en uudfoldet og skrøbelig karakter. Det mikropolitiske moment handler om selve den politiske virkeligheds spæde begyndelse.
Effektiv teknologi og kvantitativ vækst er afgørende for Vestens fremskridt, også når det gælder klimaspørgsmål. Omtrent sådan kan man opsummere dele af et perspektiv, der forsvares af prominente stemmer, og hvis grundforståelse er intuitivt til stede i den folkelige bevidsthed i et land som Danmark. Espen Malling overvejer i denne artikel et andet perspektiv. Det går ud fra, at blandt andet klima- og miljøproblematikker kan ses som tegn på indbyggede svagheder i den vestlige model, og at konsekvenserne af blind tillid til det reduktionistiske verdenssyn, som modellen er baseret på, således er ved at indhente vores nu globale civilisation. I artiklen argumenteres der omvendt for, at sikringen af langsigtet social og miljømæssig trivsel afhænger af øget systemtænkning og -praksis.
Corona-pandemien har affødt et opbud af meninger og teorier. Lever vi undtagelsestilstandens tidsalder? I risikopolitikkens? Krisepolitikkens? I denne artikel taler sociologen Anders Blok, med afsæt Andrew Lakoffs bog Unprepared: Global Health in a Time of Emergency (2017), for at corona-krisen afslører en ”(u)forberedthedens politik”. I årevis har vi gradvist opbygget en række lokale og globale sundhedsorganer, hvis rolle det er at forberede samfundet på såvel uforudsigelige som uundgåelige sundhedstrusler. Vi lever med andre ord i en politisk tidsalder, hvor vi med al kraft forsøger at forberede os på det ukontrollable.
I en tid, hvor kunstig intelligens i tiltagende grad og samtidigt på en foruroligende, ubemærket måde, spiller en større rolle i vores samfund, kan det være vigtigt at gøre sig klart, hvori dens principielle begrænsninger består. Ligesom den menneskelige tænkeevne med Kants berømte Kritik af den rene fornuft (1781) fik tildelt og afgrænset sit råderum, er tiden måske inde til, at den kunstige intelligens (algoritmen) får tildelt sit. Denne artikel berører nogle af de mest grundlæggende særtræk ved den menneskelige intelligens og dens mulighedsbetingelser, som synes uden for rammerne af enhver mulig kunstig intelligens.
Turbulens var til stede under festivalen The World Transformed i Brighton, som er en årlig venstreorienteret politisk festival med talks, filmvisninger, kunstudstillinger, læsekredse, workshops mm. Undervejs talte vi med Cambridge-professoren Diane Reay om politisk dannelse og den markante ulighed inden for uddannelsessektoren, som hun har beskæftiget sig med i mere end 30 år. Derudover forsøger hun at udlægge den magtesløshed, som præger Storbritanniens befolkning i forbindelse Brexit og det omkringliggende kaos.
Spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor vi skal straffe forkerte handlinger som kriminalitet, vedrører alle. Men hvad er formålet med at straffe folk? Kan det overhovedet retfærdiggøres at straffe mennesker? De spørgsmål er omdrejningspunktet i bogen “Straffens Filosofi”, skrevet af filosoffen Thomas Østergaard. Turbulens har talt med forfatteren, som i interviewet blandt andet berører, udover hovedtemaerne i bogen angående straffens moralske forsvarlighed, hvordan tilstanden er med den danske straffeinstitution og om vi bevæger os i den rigtige retning.
Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930’erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme.
Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens’ redaktion.
Den Antropocæne tidsalder er bedst kendt som et ’mega-fænomen’, der beskriver menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag. Men begreber som ’det globale’ og ’menneskeheden’ er abstraktioner, som ingen repræsenterer eller har direkte adgang til. Hvordan ser Antropocæn ud i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med den økologiske krise som storpolitisk emne? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Line Marie Thorsen giver i denne artikel en fremstilling af, at øko-æstetiske kunstpraksisser kan binde de mest almindelige erfaringer af økologi sammen med mega-fænomener som globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Det giver udslag i begrebet om det ‘banalt Antropocæne’.
Som svar på de planetære økologiske trusler, som begrebet Antropocæn dramatiserer, er der opstået heftige diskussioner i social- og kulturvidenskaberne om den rette måde at forstå og problematisere vores nutidige situation. I denne artikel gennemgår og diskuterer sociolog Anders Blok de tre mest betydningsfulde planetære perspektiver, som er vokset frem, nemlig en ny-materialistisk tilgang til ”Antropocæn”, en øko-marxistisk tilgang til ”Kapitalocæn” samt en videnskabs- og teknologistudiebaseret tilgang til ”Gaia”. Mens de to førstnævnte tilgange løber ind i begrebslige vanskeligheder er det artiklens bud, at den intellektuelt seriøse figur om Gaia, som Isabelle Stengers (og Bruno Latour) har givet en renæssance, rummer en række konstruktive muligheder for tænkning og handlen i mødet mellem videnskab, mytologi og aktivisme.
”Antropocæn” er et problematisk begreb med en problematisk etymologi. Det beskriver et sæt af fænomener, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Ikke desto mindre rummer det også potentiale for tværfagligt samarbejde og mellemartslig sameksistens. Det er lykkes ordet at bryde igennem lydmuren mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab, mellem videnskab og kunst, mellem universiteterne og medierne. Dermed synes det at tilbyde, hvad ingen andre ord for nuværende kan: at åbne muligheden for en politisk aktuel, empirisk og tværdisciplinær viden om klimaforandringerne som global krise. I seks teser, der vokser ud af et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet mellem biologer og antropologer (AURA), forsvarer Nils Bubandt et såkaldt gennemstreget begreb om Antropocæn og argumenterer for, at vi skal bruge det som udgangspunkt til at undersøge en verden, som ingen af os længere kan genkende.
Er det nødvendigt for at imødegå klimaproblemerne, at mennesket begynder at gå mindre op i sig selv og mere op i det, vi normalt opfatter som det ikke-menneskelige? Det argumenterer Martin Hauberg-Lund Laugesen for i denne artikel, hvor han især henter inspiration fra populærfilosoffen Timothy Morton. Artiklen tager afsæt i det, Hauberg-Lund kalder for “det antropocæne paradoks”, som han sætter ind i en bredere kontekst ved at koble det sammen med eksistentialistisk tænkning og forslag til radikal, politisk forandring. Sidstnævnte koges ind til parolen: “Arter på hele planeten, foren jer!”.
I denne artikel tilfører Torsten Bøgh Thomsen en litterær stemme til temaet om Antropocæn. Det sker igennem en læsning af Nanna-Storr Hansens digtsamling Mimosa fra 2018, som i år er nomineret til Montanas litteraturpris. Digtene læses ud fra, hvordan de forbinder personlige sansninger med overpersonlige klimakriseperspektiver, som sættes sammen med et økofeministisk og socialt orienteret perspektiv. Der argumenteres for, at digtene også indeholder metapoetiske overvejelser om sprog og litteratur, hvilket munder ud i en pointering af økopoesiens risiko for at ende i forudsigeligheder – et forhold som Mimosa virtoust-vrængende og eftertænksomt undgår.
Hvor bør ansvaret for klimaforandringerne placeres? Det spørgsmål stillede Turbulens den svenske miljøforsker Andreas Malm, som mener, at begrebet Antropocæn fejlagtigt lægger op til, at ’menneskeheden’ som sådan bærer ansvaret for klimaforandringerne. Ifølge Malm er det slet og ret en empirisk forkert og ideologisk motiveret antagelse. Han argumenterer derimod for, at det er udbredelsen af fossile brændstoffer kombineret med den kapitalistiske profitlogik, som er i færd med at underminere grundlaget for livet på Jorden. I dette interview fortæller Malm om grundtanken bag hans begreb Kapitalocæn og diskuterer aktuelle tendenser i klimadebatten.
I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet “Antropocæn”. Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert.
I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien.
Turbulens bringer her en dansk oversættelse af et interview med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti. I interviewet reflekterer Galimberti over det, han ser som en nihilistisk samfundstendens, der er blevet båret frem af en italiensk ungdomsgeneration, som i lyset af stadig mere usikre økonomiske vilkår og mangel på politisk medindflydelse, har mistet livsgnisten og håbet på en bedre fremtid.
